Kultur- og fritidsborgmesteren var til rejsegilde på den nye sportshal i Kobbelvænget

Onsdag har der været rejsegilde på den nye og længe ventede sportshal i Kobbelvænget. En begivenhed som fortæller, at man er forholdsvis tæt på målet – nemlig den endelige indvielse i sen efteråret. Ved samme lejlighed kunne man komme ind og se hallen stå i det helt rå look, og man måtte virkelig lade sig imponere. Det bliver flot, når sidste hånd er lagt på værket.

Der var ganske pænt besøg, og naturligvis gik de fremmødte Stadion-folk rundt med et saligt smil, for endelig bliver ønsket om en sportshal opfyldt. Det har været en ualmindelig lang og sej kamp, men stor ros til de ihærdige og stædige klubfolk, som bare er blevet ved. Belønningen står snart helt klar – og hvor er vi mange, der ser frem til IF Stadions første hjemmekamp i de nye og flotte omgivelser. Der bliver plads til omkring 300 tilskuere, og det er sæder, som kan rulles væk, hvis der bliver brug for mere plads på halgulvet.

Som det sig hører og bør blev der holdt en del taler, blandt andet af Københavns kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen, og han holdt ikke sin begejstring over byggeriet tilbage. Her er hvad han sagde:

IMG_2468

Velkommen til rejsegildet for den nye idrætshal her ved EnergiCenter Voldparken. Vi er snart færdige med en hal, hvor der er plads til mange forskellige aktiviteter – for børn og voksne. Det bliver et sted, der dækker nogle klare behov – både for eleverne på de nærliggende skoler i dagtimerne – og om aftenen og i weekenderne for de lokale sportsklubbers træning og turneringer.

Vi er nået til det punkt i byggeprocessen, der hedder rejsegilde. En midtvejsfest for alle der har været impliceret og involveret i projektet – og det skal fejres. Jeg vil sige tak til alle bygningsarbejdere og håndværkere, arkitekter, entreprenører – og alle andre, der har været med til at skabe et godt hus til os. Det bliver spændende at se det helt færdigt. 

Byggeri er altid kompliceret – det siger vores erfaring os. Erfaringen siger også, at der altid opstår tekniske og praktiske udfordringer – men det er lige netop det, at godt byggeteam kan løse for os.

IMG_2464

Vi får bygget en anvendelig hal med mange forskellige muligheder og tilbud. Jeg glæder mig til at se den fyldt med aktiviteter og liv. Næste gang vi samles her, så er det for at indvie og åbne hallen for alle de mange, der skal bruge den. Indtil da vil jeg sige tak for et stort engagement og en god arbejdsindsats i et byggeri, der har taget form og retning. Og jeg synes, vi får noget for vores penge. Ikke kun 2.200 kvadratmeter med plads til en multibane til håndbold, volleyball, cricket og basketball – men også en hal der vil styrke EnergiCenter Voldparken som rammen om en masse aktiviteter indenfor sundhed, idræt og kultur.

Sådan er positivt bidrag til bydelens identitet – med liv og aktivitet til gavn for hele området fortjener et hurra. Så jeg synes, vi skal råbe tre gange hurra for hele byggeriet og alle de, der har arbejdet på det.

Herefter stod borgmesteren i spidsen for tre rungende hurraer.

IMG_2476

Det hele sluttede med de traditionelle rejsegilde pølser, som blev indtaget i bagende solskin, og så kan man ellers blandt andet se frem at opleve IF Stadion påbegynde sin march mod 1. division i en helt ny og lækker sportshal. Den klubben har ønsket sig de seneste 30-40 år !