Lidt mere fra den nye Brønshøj-bog - Retur til barndommens hus

2700-netavisen har endnu engang fået lov til at bladre lidt i den nye Brønshøj-bog, som blev lanceret i sidste uge. Her faldt vi over et indslag om Kim Kaare Sørensen.

Brh-bog KIm

Retur til barndommens hus

Kim Kaare Sørensen bor i dag i sine bedsteforældres hus på Brønshøjholms Allé. Her har en række herlige barndomsminder fra 1980erne og 90erne manifesteret sig for den 34 årige Brønshøjborger, som er opvokset i et af de mange Bellahøjhuse.

– Jeg havde en god barndom, selvom vi ikke var så mange børn. Mange børnefamilier var rejst derfra til andre steder. Det virkede så fredeligt, at man kunne høre fuglene synge, men der skulle jo også ske noget for os børn af og til, så vi drønede rundt og legede mellem blokkene og spillede fodbold. Det var bare ikke særlig populært hos mange af de ældre kvinder, der sad oppe i vinduerne og lod som om de ringede til politiet for at få os væk fra området, husker Kim Kaare Sørensen.

– I dag ser det hyggeligt ud nu, hvor der igen er mange børnefamilier af anden etnisk oprindelse end danske. Det giver liv, at de bruger området, jeg følger jo lidt med, da min mor stadig bor der. Det er hun indtil videre stadig glad for, da hun har nogle gode naboer.

Boligerne er en del forringede i forhold til dengang, Kim Kaare Sørensen boede der, men han hilser den renoveringsplan, som er planlagt velkommen. Selvom barndommens små butikker for længst er fortid og ikke kommer igen, så har området absolut sin charme.

Det er ikke kun her, meget er forandret, således også på Brønshøjholms Allé, hvor faderens forældre boede, og han ofte besøgte sine bedsteforældre. Her har små butikker på hjørnet måtte vige til fordel for etagebyggeri, så den herlige Iskagebod er desværre fortid. – Det var tider, når jeg fik penge af farfar til at gå hen og købe en is der med de hjemmebagte vafler, siger Kaare Sørensen.

Bydelen i dag har mistet mange af sine små butikker. – Til gengæld dukker der ofte nye specialbutikker op, men mange af dem er her ikke ret længe, inden de må lukke. Cykelhandleren har allerede skiftet indehaver tre gange, og det er en trist udvikling.  Så må man glæde sig over, at ostehandleren har overlevet. Men Brønshøj kæmper for sin fremtid, så vi borgere må bakke op, så vi kan have et rigt byliv, fastslår Kim Kaare Sørensen. – Heldigvis er der opbakning til mange af bydelens fælles arrangementer såsom Loppemarkedet på torvet, hvor der altid er stort fremmøde, det betyder meget, at pladsen ikke fremstår som blot en tom plads.

Uddrag fra bogen “Da hvepsene stak og pigtråden fængede i Brønshøj”. Pris 130 kr. – kan købes hos Ipsens Kaffebar, Brønshøjvej.