Med 8-0 ude over Amager FF blev Husum en sikker vinder af efteråret i Serie 1

12183717_1080990725258349_41045388629033551_o

FODBOLD: Nuvel – lørdagens modstander Amager FF var godt nok ikke den mest skræmmende at slutte efterårsturneringen af med – men det vidste Husum spillerne godt, da de entrede banen på John Tranums Allé. Alligevel blev opgaven taget seriøst og med hele 8-0 over hjemmeholdet blev førstepladsen konsolideret.

Husum har haft et forrygende efterår med hele 11 sejre, en uafgjort og kun et enkelt nederlag. Faktisk har man gentaget præstationen fra sidste år – bare på en lidt anden og mere voksen måde. Så der er kun grund til at lykønske træner Martin Krøger og hans spillere. Det er klasse at rejse sig så flot oven på den store skuffelse i foråret.

Med sig på Amager havde Husum taget en del af bydelen med, og det kunne både høres og ses under kampen. Det er altså enestående at den lokale Serie 1 klub har et så stort supporterunderlag.

Sejren lørdag eftermiddag var ekstra værdifuld, fordi nærmeste konkurrent Tårnby FF på egen bane blev slået 4-2 af Vigerslev. Det betyder, at Husum fører med 34 point – fire ned til netop Tårnby. Samtidig blev målscoren lige væsentlig forbedret.