Metro til Brønshøj-Husum et lille skridt nærmere

Foto: Søren Hytting/metroselskabet

Der er generel politisk velvilje til at undersøge en metroforbindelse til Brønshøj-Husum – ad åre

Et flertal af partier i Københavns Kommune har lagt sig fast på, hvilke otte mulige kommende metrolinjer, de mener, der skal undersøges nærmere. Det gælder bl.a. linjer til Brønshøj og hospitalerne i hovedstadsområdet. Det forventes, at en analyse af de mulige metrolinjer kan offentliggøres i efteråret. Forligskredsen bag Lynetteholm besluttede for to år siden at igangsætte en indledende screening af nye metrolinjer i København.
Nu er den indledende screening færdig, og politikerne i København er klar til at pege på otte konkrete metrolinjer, som nu skal undersøges nærmere. Det er Metroselskabet, der har gennemført den indledende screening, og som nu også skal undersøge de otte mulige metrolinjer nærmere. Der vil blandt andet foretages detaljerede beregninger af passagerprognoser og trafikale effekter, anlægs- og driftsøkonomi, forventet restfinansiering, overordnet samfundsøkonomi samt CO2-forbrug ved anlæg. Analysen forventes afrapporteret til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i 2. halvdel af 2025.
Det drejer sig om følgende forslag til udvidelse af metronettet:
Rigshospitalet – Herlev Hospital (ny linje)
Vanløse St. – Tingbjerg (forlængelse af linje M1/M2)
Stengade St. – Tingbjerg (afgrening på linje M5)
København Syd – Hvidovre Hospital (forlængelse af linje M4)
København Syd – Emdrup St. (forlængelse af linje M4)
Hellerup Havn – Københavns Lufthavn (ny linje)
Bispebjerg Hospital – Holmen (ny linje)
Øresundsmetro (Prags Blv. Øst – Malmø C) (ny linje)

 

– Metroen er rygraden i udviklingen af København, men nye metrolinjer er store og komplekse projekter. Derfor giver det god mening allerede nu at se på hvilke linjer, der i fremtiden kan binde byen bedre sammen. For mig er det især vigtigt, at vi undersøger metro til Brønshøj, da det er en af de eneste bydele, som i dag ikke har metro, siger overborgmester Lars Weiss.
EF