Michael Madsen bliver ny cheftræner i Brønshøj Boldklub

Brønshøj Boldklub meddeler, at klubben pr. 1. juli får ny cheftræner. Efter to år har man i fuld enighed med Michael Winter besluttet af afslutte samarbejdet, når kontrakten udløber i slutningen af juni måned. Det betyder, at et velkendt ansigt i BB, 45-årige Michael Madsen tager over som cheftræner pr. 1. juli på en to årig kontrakt. Michael Madsen kommer som træner fra AB, men kan også skrive HIK, FC Amager, Vanløse, Greve på CV’et.

På BB’s hjemmeside skriver Dennis Kjeldsen om afgående Michael Winter:

Michael har været en arbejdsom, dedikeret og engageret cheftræner, der i sæsonen 2017/2018 sikrede Brønshøj forbliven i divisionerne ved en 5-1 sejr over Greve i nedrykningsspillets sidste spillerunde.I indeværende sæson formåede Michael Winter at sikre Brønshøj Boldklub deltagelse i oprykningsspillet, hvor vi aktuelt er placeret på 8. pladsen. Vi vil gerne takke for et rigtig godt samarbejde og ønsker Michael held og lykke med den fremtidige trænerkarriere.

Det bliver som nævnt en anden Michael, som derefter overtager trænergerningen, nemlig Michael Madsen, og han er bestemt ikke er noget nyt ansigt i BB. Michael har tidligere været assistenttræner under Bo Henriksen, og har senere været stærkt inde i billedet til at blive cheftræner. Det sker altså nu – og vi kan da kun byde Michael velkommen i BB.