Mørke skyer trækker op over Brønshøj, som igen sluttede med 10 mand og tabte

                                                                    551382_485206008194036_1566262090_n

FODBOLD: Det har været en ret turbulent uge for BB. Først skiltes man fra træner Carit Falch, og lørdag blev man besejret i en af de kampe, som bestemt ikke måtte tabes. På Tingbjerg Ground blev hjemmeholdet besejret af Roskilde med 2-0, og de lå ellers før forårets start lå sidst i divisionen.

Siden har sjællænderne vundet fem ud af seks kampe og klatrer nu støt og roligt op af tabellen. Sidstepladsen er overladt til BB, og fremtidsudsigterne ser bestemt ikke lovende ud. Kigger man på de hold, Brønshøj mangler at spille imod, er der flere fra øverste halvdel, og der er intet tegn i sol, måne og stjerner på, at chancerne for point i disse opgør er realistiske. Så skal vi i hvert fald læne os op af et mirakel.

Tilmed måtte man for tredje kamp i træk slutte i mindretal på banen, eftersom Svenn Crone fik marchordre i starten af anden halvleg. Man kan kalde det frustration – men uanset hvilken undskyldning man kommer med, så er det ikke ligefrem noget, der forstærker holdet med de dumme karantæner.

Hvis AB skulle tabe sin kamp hjemme mod Skive søndag, så ligger tre hold og slås for at undgå nedrykningen – nemlig Brønshøj, Fredericia og AB. De har dannet en lille gruppe i bunden af divisionen.

I næste weekend – søndag den 19. april skal BB til Fredericia, og den kamp er nu vigtigere end nogensinde.

Men de mørke skyer trækker op over Brønshøj – og det ser ikke godt ud ..

2700-netavisen har haft Christian Haslund på TG til dagens kamp, og her er hans indtryk af dagens kamp

Brønshøj så rødt igen

For tredje kamp i træk så Brønshøj rødt, da Svenn Crone fik marchordre i 2. halvleg. Der var samtidig comeback til Casper Henningsen samt debut til Jabar Sharza.

FC Roskilde var bedst i det første kvarter, hvor Brønshøj var sjældne gæster på ørnenes banehalvdel, men det farligste gæsterne producerede var et par indlæg.

Brønshøj kæmpede sig herefter ind i kampen og begyndte lægge pres på Roskilde. Dette resulterede i flere chancer til hvepsene, og det var tæt på et par gange, bl.a. da Casper Henningsen fik erobret bolden og Brønshøj var tre mod to, men chancen løb ud i sandet.

I stedet for var det Roskilde, der scorede kampens første mål, da de i de døende sekunder af 1. halvleg fik et hjørnespark. Dette blev forlænget, og det sidste hoved på bolden blev Jakob Andreasens. 1-0 til gæsterne efter de første 45 minutter.

Allerede ti minutter inde i 2. halvleg gjorde Brønshøj det svært for sig selv, da Svenn Crone fratog en Roskilde-spiller en oplagt scoringsmulighed i straffesparksfeltet. Rødt kort til Brønshøj og straffe til FC Roskilde, som Bajram Fetai sikkert scorede på. 2-0 til gæsterne.

Efter 2-0 målet jagtede Brønshøj reduceringsmålet, bl.a. ved at spille med tre mand i den bagerste kæde. Dette resulterede i flere overtalsmuligheder og kontraløb til ørnene, men flere scoringer blev det ikke til, og oprykkerne kunne tage fra Tingbjerg Idrætspark med tre point.

Næste kamp for hvepsene er søndag den 19. april kl. 15.00, hvor der venter en vigtig udebanekamp mod FC Fredericia.

Kan du ikke vente helt til næste søndag med at se hvepse-bold, så spiller andetholdet på mandag den 13. april kl. 18.45 hjemme mod Skjolds andethold.

Startopstilling:
Nicklas Dannevang – Svenn Crone, Mads Nielsen, Jesper Fleckner, Oliver Fredsted – Jakob Andreasen (67. Aleksandar Lazarevic), Nuri Mustafi (73. Malte Kiilerich) – Casper Henningsen, Mikkel Nøhr, Andreas Granskov (84. Jabar Sharza) – Oke Akpoveta

Ikke benyttet:
Johan Gårdsvoll, Sebastian Grubak, Martin Rasmussen, Sani Tahir