Nordisk lørdagsaften i Bellahøj kirke

Nordisk lørdagsaften i Bellahøj kirke
 
På lørdag d. 25. april kl. 17.00 indbyder Bellahøj kirke til en lørdagsaften med nordisk fortegn. Ved den indledende Bellahøjmesse, der har temaet ”Vejen til livet” medvirker en gruppe pilgrimsvandrere fra Malmø, der i weekenden er på besøg hos deres danske venner fra Bellahøj kirkes pilgrimsgruppe.
   Efter gudstjenesten står lørdagsmiddagen på bordet (50 kr.) og de dansk/svenske røster bliver nu også blandet op med islandske, for kl. 20.00 er det fremragende kor Staka, bestående af islandske sangere med bopæl i Danmark, klar til at byde på en stor musikalsk oplevelse.Stakas koncertprogram står i renæssancemusikkens tegn, og den fintvævede polyfone kormusik fra perioden står perfekt til Stakas unge, slanke klang. Mens programmet har sin tyngde i renæssancen, har koret flettet enkelte velvalgte satser ind fra det 20. århundrede, af komponister der er dybt inspirerede af renæssancens kompositionsprincipper og overjordiske klangbilleder. Stakas dirigent er den unge Stefán Arason, der er kendt af alle i Bellahøj kirke fra sin tid som fungerende organist, hvor hans kompositoriske evner kom menigheden til gode i rigt mål.
   Der er gratis adgang til koncerten, som afslutter en stor lørdagsaften med nordisk forbrødring!
 
 
Vedlagt foto af Staka med dirigenten Stefán Arason i forgrunden.