Ny flot træningskamp af Brønshøj som ude klarede 2-2 mod Frem

Altså man kan knapt nok vente på, at turneringen starter, for med de takter Brønshøj viser for tiden, er der god grund til optimisme. Sidste weekend spillede BB en flot træningskamp mod Hvidovre, som dog vandt 4-2 men ikke uden besvær. Og lørdag eftermiddag klarede de sortgule så uafgjort 2-2 på udebane mod Frem efter en ny overbevisende indsats. Faktisk kunne BB med lidt mere skarphed i de afgørende situationer have vundet kampen.

Jeppe Orbe gjorde det til 0-1 i første halvlegs sidste minut. Men efter pausen fik Frem udlignet efter 62 minutter, og hjemmeholdet kom også foran 2-1, da der var spillet i 77 minutter. Brønshøj ville det imidlertid anderledes og blev ved med at gå til den, hvilket gav bonus i overtiden, hvor Mathias Veltz fik udlignet til slutresultatet 2-2.

Men igen en fin træningskamp, og på tirsdag aften kl. 18.30 møder BB endnu et divisionshold nemlig FA 2000. Det sker på Tingbjerg Ground.

Konklusion på dagens træningskamp: Det ser sgu godt ud drenge, –  (ja undskyld udtrykket, men det gør det altså) !!

netavisen 23. juli kl. 14.12