Opfordring fra Husums nye eventgruppe - kom og vær med !

 

 Blomsterfest, symfoniorkesterkoncert, loppemarked eller noget helt fjerde. Nu kan man være med til at afholde sjove og hyggelige arrangementer for  familie, venner og naboer i parken overfor Føtex på Frederikssundsvej.

Onsdag den 5. februar klokken 16.30-18.00 på EnergiCenter Voldparken er alle inviteret til at være med til opstarten af Husums nye eventgruppe. Eventgruppen skal drives af Husums beboere og arbejde for at skabe liv og glade dage i den nye park på Frederikssundsvej.

Efter en festlig indvielse og et vellykket julearrangement i parken overfor Føtex på Frederikssundsvej starter Områdefornyelse Husum nu en eventgruppe for beboere, som har lyst til at føre sjove og festlige ideer ud i livet. ”I tæt dialog med parkens naboer og resten af Husums beboere vil vi meget gerne være med til at sikre, at parken bliver brugt og kendt som en park med muligheder for alle”, siger projektchef Jan Salling Kristensen fra Områdefornyelse Husum. Derfor vil Områdefornyelse Husum det første års tid hjælpe til med at organisere og sikre en god start for eventgrupppen, og så er planen at områdefornyelsen langsomt trækker sig ud, så beboerne selv kommer til at stå for alle arrangementerne. ”Da det kan virke overvældende, at man skal søge tilladelser og indgå aftaler, uanset hvilke sjove arrangementer man holder på offentlige pladser, vil vi sørge for, at eventgruppen får den nødvendige opbakning og støtte fra starten af, så Husum i fremtiden kommer til at have masser af gode arrangementer.”

Da Områdefornyelse Husum byder på kaffe, te og småkager bedes du tilmelde dig opstartsmødet hos Per Andreasen på e-mail ay9w@tmf.kk.dk eller telefonnummer 24 80 50 10.