Oprykningsløbet er ved at være kørt for Husum, som nu trues på andenpladsen

 

FODBOLD: Vi kan godt blive enige om, at fodbold er noget mærkeligt noget. Se nu bare på Husums skæbne i Serie 1. Efter en super fantastisk start med 11 sejre på stribe, er det siden gået støt og roligt ned ad bakke, og her hvor der mangler 15 point at spille om, (for andre i rækken er det kun 12) – så er status efter dagens kamp mod Tårnby FF i Gadelandet, som sluttede 1-1, at Husum med 42 er seks point efter førerholdet Sundby. Bag sig har de blå/hvide IF Føroyar med 40, Østerbro IF med 39 og BK Heimdal med 37 point. Dog skal det tilføjes, at de tre klubber alle har spillet en kamp mere end Husum. Men det kan gå meget galt i næste kamp lørdag den 6. juni kl. 15.00 ude mod netop Føroyar på Kløvermarken. Vinder hjemmeholdet den, overtager de andenpladsen i Serie 1, men med en kamp mere end Husum, som nævnt før. Østerbro skal møde KFB også på Kløvermarken og kan med en sejr komme op på siden af Husum med 42 point, dog med en dårligere målscore.

Al den spekulation er for øvrigt overflødig, hvis Martin Krøgers tropper vinder på lørdag.