Otte timers mini-triatlon og bydelsfest i Brønshøj på lørdag

Tingbjerg Challenge byder på mini-triatlon for børn i alle aldre. Løbet består af 2×25 meter svømning i skolesvømmehallen, 3 km cykelløb og 1,5 km løbetur i de skønne grønne områder omkring Tingbjerg.

Fra tidligere års Tingbjerg Challenge

Foruden triatlon er der rulleskøjte-disko, Kalles Store Trommeshow, hockey-turnering (man kan f.eks. udfordre lokalpolitiet), banko, madboder og meget mere.

Tingbjerg Challenge løber af stablen for sjette år i træk, og har de seneste år tiltrukket et par tusind mennesker, der har nydt vældet af aktiviteter for alle aldersgrupper, lige fra mindre børn til unge og ældre.

Dagen arrangeres i et bredt samarbejde mellem aktører i området, som alle gerne vil sætte fokus på bydelens mangfoldighed og områdets mange muligheder. Alle er velkomne – både beboere i Tingbjerg, resten af København og områderne omkring Tingbjerg.

Tingbjerg Challenge arrangeres af:

Idrætsprojektet, den boligsociale helhedsplan for Tingbjerg og Utterslevhuse, lokalpolitiet, Ny Start,  Crossroad 18+, Tingbjerg Ungefællesskab, SOEEG, Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus, Tingbjerg Pensionistcenter, ISA-trænere (unge fra Tingbjerg Skole -og fritidsdel), Tingbjerg Svømmehal og Fælleshaven i Tingbjerg.