På lørdag lukkes naturen ind i Pilegårdens grønne baghave

Kan man få det bedste af to verdener? Lige her i Brønshøj? Lørdag den 26. maj kl. 11-16 bliver naturen lukket ind i Kulturhuset Pilegårdens grønne baghave på Brønshøjvej 17 med et mylder af gratis aktiviteter for store og små.

Er der noget naturen kan, så er det at pirre nysgerrigheden både hos voksne og børn. Denne dag bliver der givet plads til grøn inspiration, naturlig vildskab, fordybelse og oplevelser for folk i alle aldre.

 Spireworkshop med Camilla Plum

Hvad skal du have til at gro i haven denne sommer? Camilla Plum tager et udvalg af frø med fra sit arsenal på Fuglebjerggaard og deler ud af sin viden. Jorden og remedierne er der sørget for, så det eneste man skal medbringe som deltager til workshoppen kl. 13 er sin nysgerrighed og sine grønne fingre.

Krible krable-tur for børn

Kl. 13 og kl. 15 går turen rundt i Pilegårdens baghave. Der skal findes vilde krible krable-dyr, som de voksne aldrig ser, medmindre børnene finder dem frem bag busken, under stenen eller mellem plænens grønne græsstrå. Der kommer snavs på knæene, jord under neglene, et gys, et hvin og et grin, mens terrariet bliver fyldt op med alle de nye små venner. Deltagerne får en lup og et insektglas med hjem, så den vilde jagt kan fortsætte derhjemme. Krible krable-turene er for de 4-8-årige og deres voksne.

Fuglehus-workshop

Folkene bag velgørenhedsprojektet Byg1by, har i dagens anledning snedkereret fuglehuse i flotte farver. Fuglehusene mangler blot den sidste vigtige dekoration inden de er færdige. Kl. 11-12 slipper lokale børn og deres voksne kreativiteten løs sammen med kunstneren Susanne McIntyre og går hjem med verdens flotteste fuglehus under armen. Det koster 100 kr. inkl. alle materialer at deltage i workshoppen og samtidig med, at man sørger for husly til fuglene, støtter man opførelsen af huse i landsbyen Kamakara i Burundi.

Reparationscafé

Er hækkeklipperen i stykker? I dagens anledning er der åbent i reparationscaféen, hvor Niels Jørgen og hans hold af frivillige fiksere stiller deres reparationsevner til rådighed. Kig forbi og bliv samtidig klogere på, hvordan man fikser elværktøjet og andre mekaniske sager og simpel elektronik.

 

Inspirerende oplæg

Hvordan inviterer man naturen indenfor i sin have? Kan man gøre en forskel for bynaturens biodiversitet? Det kan man høre biologen Rikke Milbak fortælle om kl. 12. En halv time senere fortæller Inger Vaaben fra den socialøkonomiske virksomhed Nær & Fjern om, hvordan man dyrker lavendler. Kl. 14 fortæller fysioterapeut og haveentusiast Shila Samuelsen om samspillet mellem haven, naturen og hjernen. Haven kan nemlig meget mere end at give stærke havemuskler. Forskningen viser at naturen påvirker det menneskelige nervesystem på en masse gode måder, herunder hukommelsen.

 

Alle aktiviteterne forgår til toner leveret af DJ Slickard Nickson under trækronerne i den grønne baghave. Der er gang i bålet og snobrødsdej ad libitum, ligesom børnene kan forvandle sig til vilde dyr med lidt hjælp fra ansigtsmalerne.

 

Der er fri entré.

 

PROGRAM

11.00-12.00 Fuglehusworkshop for børn og deres voksne

11.00-13.00 Reparationscafé

11.30-15.30 Ansigtsmaling

12.00-12.20 Oplæg: Hvordan inviterer du naturen indenfor i din have? v/ Rikke Milbak

12.30-12.50 Oplæg: Sådan dyrker du lavendler v/ Nær og Fjern

13.00-16.00 Dj-set under trækronerne

13.00-14.00 Plantespireworkshop med Camilla Plum

13.00-14.00 Krible krable-tur for børn med Rikke Milbak

15.00-16.00 Krible krable-tur for børn med Rikke Milbak