Pejsegaarden sprudler igen helt som i gamle dage !
Den 24. november 2015 kunne netavisen som de første fortælle, at den ikoniske Pejsegaarden i Husum var blevet reddet fra en sandsynlig nedrivning. To friske gutter – Ronnie og Nikolai Handskemager proklamerede, at de ville puste nyt liv i det traditionsrige sted og bringe nyt fokus på Pejsegaarden. Og det var en nyhed, som glædede mange lokale borgere.
Sådan blev Nikolai og Ronnie præsenteret for mere end 10 år siden, da de rykkede ind i Pejsegaarden
Ja og siden er der gået over 10 år – og 10 år med succes. Godt nok var Coronakrisen ved at ødelægge alt det, de to havde bygget op sammen, men i dag kan vi konstatere, at Pejsegaarden igen er blevet et midtpunkt for lokalbefolkningen i 2700. Man står faktisk overfor den flotteste sæson i de 10 år, Handskemagerne har været ved roret.
Så netavisen var et smut ovre i det virkelig genopstandne dansemekka i Husum, og det var lige, da der var fuld knald på de dansende divaer med Ronnie Handskemager som dirigenten. Der blev danset til den store guldmedalje, og alle fik godt med sved på panden.
Det var en glad og svedig dansemester, som med et stort smil konstaterede, at det faktisk går strygende for Pejsegaarden.
Det er i dag Ronnie alene, der kører Pejsegaarden, og han siger til hele 2700: – jeg gerne invitere alle fra Brønshøj og omegn ind til gratis prøvetime på alle vores dansehold – http://www.pejsegaardendans.dk
Og det var gennemgående i den snak, vi havde med ham bagefter. – Vi har ikke på noget tidspunkt fortrudt, vi i sin tid tog det store skridt med Pejsegaarden. Den var jo nærmest under forfald, men Nikolai og jeg tog arbejdstøjet på og fik genoprettet stedet, fortæller Ronnie. Det var jo ikke ligefrem helt let at skulle følge efter Bendixen dynastiet, men vi troede på opgaven, og heldigvis er det lykkedes. I dag er der jo den ændring, at det er mig selv, der kører Pejsegaarden, da Nikolai har fået en god stilling på Folketeateret. Men han kommer her altså stadig og underviser.
Det var på med arbejdstøjet og så bare knokle derudaf for Ronnie og Nikolai, men det hele lykkedes
Coronakrisen
– Det sorteste kapitel på de 10 år var, da Coronakrisen indfandt sig. Vi lå faktisk helt underdrejet, men heldigvis gik den over, og vi overlevede. Men det var umanerlig hårdt. Som nye i området har vi fra starten bestræbt os på at vise lokalbefolkningen, at vi var kommet med gode og positive hensigter. Det gamle berømte sted skulle atter blomstre. Og det gør det altså nu. Vi havde en fantastisk danseafslutning sidste år, og allerede nu har vi så mange tilmeldinger til den nye sæson, at det bliver vores bedste.
Og tænker man over 10 år tilbage, var mange i bydelen meget betænkelige over Pejsegaardens mulige skæbne.
Næsten alle havde jo gennem generationer haft en eller anden tilknytning til det gamle dansemekka, og alle frygtede, at danseskolen aldrig ville komme i gang igen, men at en eller anden boligspekulant ville jævne de gamle bygninger med jorden og opføre en ny beboelsesejendom.
Det skete heldigvis ikke. Handskemagerparret holdt deres løfte, og i dag godt 10 år efter kan man glæde sig over, at der igen er liv og glade dage i Pejsegaarden.
Hædret
Allerede året efter overtagelsen af Pejsegaarden fik Ronnie og Nikolai et synligt bevis på deres popularitet i lokalbefolkningen. Netavisen overraskede dem midt i en danseundervisning for at fortælle, at de havde vundet Bydelsprisen 2016. Vi havde også fået selveste Britt Bendixen til at overrække prisen, og det blev en seance, ingen af de tilstedeværende vil glemme.
Men det var ikke nok for Ronnie og Nikolai bare at føre Pejsegaarden videre. Derfor startede parret i 2018 noget helt nyt – Pejsegaarden Charity – og det bevirkede, at man kunne holde juleaften for adskillige mindrebemidlede familier i 2700-området. En juleaften hvor der absolut ikke manglede noget som helst. Der var alt, hvad hjertet kunne begære. Netavisen var selv til stede Vi skrev blandt andet efter det storslåede arrangement:
Ronnie og Nikolai modtog også¨2700-initiativprisen bare et par år efter Bydelsprisen. Her sammen med James Rasmussen, som overrakte prisen og netavisens redaktør
Når man viste så meget menneskeligt overskud, at man kunne lave et så fantastisk arrangement som juleaften 2018, så fortjente man endnu en pris. Og den fik Ronnie og Nikolai så overrakt i forbindelse med uddelingen af 2700-Sportsprisen. Ganske overraskende og uventet for dem. De sad begge og overværede sportsprisarrangementet, da de pludselig blev kaldt frem for at modtage 2700-Initiativprisen 2018 af Brønshøj-Husums egen James Rasmussen.
Ak ja – der er godt nok sket meget på de godt 10 år. – Men vi er stolte og lykkelige over, at det er gået så godt, siger en glad Ronnie Handskemager, før han skulle videre med dagens opgaver.
Fra netavisen siger vi et STORT TILLYKKE til parret, der reddede Husums populæreste samlingssted for mere end 10 år siden !




