Landskamp på Tingbjerg Ground i aften - der er fest fra kl. 15 !

FODBOLD: I aften kan Brønshøj for første gang nogensinde præsentere en officiel landskamp på Tingbjerg Ground. Så sandelig en stor ting – og der er gjort store anstrengelser for at leve op til den store ære, at få tildelt en kamp med de rød/hvide farver. Det drejer sig om U18 landskampen mellem Danmark – Montenegro, som spilles i aften kl. 18.00.
 
DBU 2
 
Der bliver også et samlet lokalt islæt i forbindelse med landskampen. Når de to landshold og dommerne løber på banen, ledsages de af nogle af de yngste ungdomsspillere fra Boldklubben Fix, Husum Boldklub, Boldklubben Union, Boldklubben Stefan og Brønshøj Boldklub. 
For øvrigt er det adskillige år siden Københavns Kommune har fået placeret en landskamp på et af deres anlæg.
Så hele BB’s team vil sammen med kommunens folk gøre alt for at sikre en perfekt afvikling af landskampen, selv om man dagen før har afviklet pokalopgøret.
 
Der foregår for øvrigt en masse spændende ting på Tingbjerg Ground på torsdag allerede fra kl. 15 – faktisk en slags “før-fest” ..
Der vil være:
–  chili con carne – halal kød selvfølgelig
–  konkurrencer for både børn og voksne
– autografskrivning af spillere fra BB’s 1. hold
Og så udlodder man BB’s merchandise m.m. 
 
Der er gratis adgang til landskampen.