Præstegårdsfesten er i fuld gang med fest, solskin og højt humør - det hele slutter i aften
Torsdag kom den årlige traditionsrige Præstegårdsfest i gang, og det skete med fuld musik og mange mennesker. Hele 2700 området glæder sig hvert år til denne begivenhed, som har kørt i mere end 90 år og er en af bydelens faste og folkekære indslag hver sommer. At vejret så atter engang er venlig stemt overfor arrangementet er blot en ekstra gevinst. På 2700-netavisen er vi næsten sikre på, at rekorden kommer i fare.
Foto for 2700-netavisen: Jacob Toftager
Her underholder kirkens Børne- og Pigekor
Også en kær tradition – Gamle FDFères Brassband spiller op
I dag Grundlovsdag fortsætter festlighederne med følgende program mellem kl. 15.00 – 21.00:
Fredag klokken 17.00 laver ”Rockets Cheerleaders opvisning.
Klokken 18.00 lines der op til ” Jes Linedanser Show”, og endelig sluttes årets Sommerfest af
Klokken 20.00: med ”Provstens Jazzkapel”.
Overskuddet deles i år mellem FDF K 25 og ”Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde imod omskæring af piger.
Der er som sædvanlig forlystelser for både store og små: der er tombolaer, lykkehjul, ”det muntre køkken”, fiskedam, og restaurationen byder både på kaffe og te med kage, ligesom man kan nyde aftensmaden i haven med grillstegte bøffer eller frikadeller.
Pølse med brød kan købes i Pølseboden. Og har man lyst til at udvide indboet, er der det store loppemarked med en righoldig bogafdeling.
Hoppepuden er hvert år populær hos børnene, og den er efterhånden blevet fast inventar
I 2014 gæstede næsten 3.000 haven og var med til at give et af de bedste resultater nogensinde – så de godt 100 frivillige håber på godt vejr og mange mennesker, som er med til at sikre et godt resultat til de gode formål.