Problemet er løst: Brønshøj-Husum familiedag rykker en uge frem

kulturdag

Det pludseligt opståede problem med hensyn til de to store lokale arrangementer lørdag den 14. juni i år er heldigvis blevet løst. Som 2700-netavisen kunne fortælle i går, ville 2700Kulturdag og Brønshøj-Husum Familiedag kollidere på nævnte dato, og det havde ingen været opmærksom på.

Ingen af de to arrangører havde interesse i at skulle konkurrere om folkets gunst, så netavisen satte sig i forbindelse med først Mette Bøgelund, daglig leder af Kulturhuset Pilegården, og en af folkene bag kulturdagen. – Uha det er vi da meget kede af, var hendes reaktion, da vi forelagde problemet. – Der er jo ingen mening i, at vi skal konkurrere eller ødelægge hinandens arrangementer. Vi må se at finde en løsning på den ene eller anden måde.

Den fandt netavisen så, da vi senere på dagen fik kontakt til Flemming Christensen, Støtteforeningen.nu, som står bag arrangementet i Husumparken. – Det var da pokkers uheldigt, sagde han. – Er 2700Kulturdag en kendt begivenhed i bydelen, vil vi selvfølgelig ikke genere på nogen måde. Så vi tager en rask beslutning og flytter vores arrangement til ugen før, altså lørdag den 7. juni. På den måde håber vi så at have gjort en god gerning for lokallivet i bydelene. Godt I var vågne, for heldigvis er dette sammenfald blevet opdaget i så god tid, at jeg er sikker på, det kan lade sig gøre.

Dermed er problemet løst, og 2700-netavisen har tilmed fået parterne til at tale sammen om et eventuelt samarbejde.

                                                     kulturdag 2