Rishøj fra bunden af Danmarksserien slog Brønshøj ud af pokalen

Allerede da man hørte, pokalkampen mellem Rishøj-BB var flyttet til Køge Stadion, fik man bange anelser. Netop det sted har aldrig været Brønshøjs lykkebane. Nuvel tænkte man så – Rishøj fra sidstepladsen i Danmarksserien med kun en enkelt sejr i syv kampe – de kan da næppe være en trussel. Men hvad skete ? De var i det opgør Brønshøj overlegen og vandt en fortjent og sikker sejr på 3-1. Flovt og pinligt fristes man til at tænke. Men når BB kommer med en opstilling, som ligger langt fra det optimale og i den tro, at det er tilstrækkeligt, ja så fortjener man ikke bedre. Pokalfodbold er og bliver pokalfodbold !

Så nu er BB allerede ude af pokalen i 3. runde – slået ud af et ordinært sjællandsk bundhold fra DS. Lidt af et antiklimaks fra sidste år, hvor de sort/gule trods alt nåede kvartfinalen og kun blev sendt ud knebent af FC Vestsjælland. Det her var ikke godt for selvtilliden. Ret pinligt, at man lige havde gået og grinet lidt af Hvidovre, som røg ud mod Greve, som dog ligger med i toppen af iøvrigt samme Danmarkserie kreds som Rishøj.

Vores udsendte Christian Haslund har følgende betragtninger fra fiaskoen i Køge.                       

Brønshøj ude af pokalen

Pokaleventyret sluttede her til aften for Brønshøjs vedkommende, da de tabte 1-3 til Rishøj på Køge Stadion. Nederlaget kunne være blevet større, hvis Rishøj havde formået at score på nogle af deres mange omstillinger i kampens slutfase. Daniel Anusic scorede hvepsenes enlige mål.

DSC_0083 (1280x812)

Jeffrey Ofori i kamp med to Rishøj spillere

Præcis ligesom i lørdagens kamp mod AB Tårnby havde var det ikke mange chancer, de fremmødte fik set. Faktisk kom kampens første rigtige chance efter 23 minutter, hvor Rishøj bragte sig foran, da Morten Christensen fik en friløber, og selvom Johan Gårdsvoll fik en lap på afslutningen, kunne han ikke forhindre, at værterne bragte sig foran 1-0.

Målet vækkede Brønshøj en lille smule, og efter 31 minutter spillede hvepsene sig frem til deres første afslutning, men Jabar Sharza måtte se sit skud blive blokeret til hjørne.

Foto: Brønshøj Boldklub

Senere i halvlegen havde først Jeffrey Ofori, der fik hovedet på et hjørnespark, men måtte se bolden stryge over mål, og sidenhen Martin Rasmussen, der sendte et hårdt skud mod mål, men afslutningen gik et par meter forbi, Et par gode forsøg, men tættere kom BB ikke på mål i 1. halvleg, og gik til pausen bagud 0-1.

Brønshøj indledte 2. halvleg med et pres på Rishøj, og godt 5 minutter inde i 2. halvleg, var det tæt på at blive 1-1, da et fladt indlæg af Andreas Granskov var tæt på at blive drejet i mål af en Rishøj-spiller, men målmanden var vågen og fik pareret bolden væk.

I stedet for gjorde Rishøj det til 2-0, da Niclas Tüchsen kom højst ved forreste stolpe på et hjørnespark og kunne heade bolden over i det lange hjørne.

Brønshøj fortsatte med at presse på, men kunne simpelthen ikke spille sig frem til chance, og faktisk var Rishøj tæt på at gøre det til 3-0 ca. 8 minutter efter 2-0 målet. En bold blev smart spillet ind i feltet, hvor Rishøj-spilleren forsøgte at lobbe bolden over Gårdsvoll, men Brønshøj-keeperen fik, med en flot redning, slået bolden til hjørne.

7 minutter senere skabte Daniel Anusic dog en lille forhåbning om, at det trods alt ville blive en god aften alligevel, da han fra kanten af feltet, sendte et hårdt og fladt sparket skud mod mål, og kunne juble over sit 1. mål i Brønshøj-trøjen, da bolden strøg i netmaskerne.

Reduceringen gjorde, at Brønshøj øgede sit pres på Rishøj, og Patrick Naundrup fik da også en stor mulighed for at udligne med 8 minutter igen, men tæt på mål headede han direkte på Rishøj-målmanden, som efter lidt fumlen fik herredømmet over bolden. Kort efter var det Granskovs tur til at skyde på mål, mens også hans afslutning sad lige på keeperen.

I stedet kunne Rishøj lukke og slukke kampen i overtiden, da de på en omstilling var 3 mod 3, Med en smart tværpasning blev Morten Christensen spillet helt fri, og han kunne nemt for anden gang sende bolden i et tomt mål til slutresultatet 3-1 til værterne.

Dermed er Brønshøj ude af DBU Pokalen efter en kamp, hvor bundniveauet var skræmmende lavt, og hvor der ikke blev produceret nok chancer, og når de ikke er der, så kommer målene heller ikke. Samtidig må det også siges, at Rishøj i den grad spillede deres chance og helt fortjent spillede sig videre til 4. runde af DBU Pokalen.

Nu kan Brønshøj så rette al fokus på KanalSport Divisionen, og det kan passende gøres, når de sort/gule på lørdag den 26. september klokken 14.00 gæster AB Tårnby på Tårnby Stadion.

 

Rishøj – Brønshøj 3-1 (1-0)

Opstilling:
Johan Gårdsvoll – Daniel Anusic, Jeffrey Ofori, Lars Emil Juel Andersen, Oliver Fredsted – Frederik Lorenzen (46. Malte Kiilerich), Martin Rasmussen (46. Andreas Granskov) – Sebastian Lassen, Jonas Skovengaard, Jabar Sharza (63. Jamil Fearrington) – Patrick Naundrup

Ikke benyttet:
Christian Meisner

Mål:
1-0: Morten Christensen (23)
2-0: Niclas Tüchsen (54)
2-1: Daniel Anusic (69)
3-1: Morten Christensen (90)

Advarsler:
Rishøj: Niclas Tüchsen, Ahmad Jamal, Morten Christensen, Dennis Schmidt, Morten Avnskjold

Tilskuere:
202

Dommer:
Casper Thorsøe Jr.