Så gik den ikke længere for BB - oprykningsfavoritterne vandt 2-0

FODBOLD: For et par uger siden udnævnte 2700-netavisen Silkeborg til at være den ene af de to oprykkere til Superligaen, når denne turnering er overstået. Og det holder vi stadig på. De kunne ellers være snublet lidt på Tingbjerg Ground lørdag eftermiddag, men det skete ikke. Jyderne vandt 2-0 efter 0-0 ved pausen.

Man kan som BB’er godt ærgre sig over resultatet, for i de første 45 minutter viste hjemmeholdet spil i høj klasse, og det var bestemt ikke til at se, at det var de rødblusede, der var topholdet. Men det lykkedes bare ikke at score, selvom det var meget tæt på. Især i dødboldsituationer, hvor BB sendte hele styrken frem i feltet, var Silkeborg rystet. Det var tæt på – uden at lykkes for de sort/gule. Vi så også meget flot pasningsspil af hjemmeholdet. Så de der påstår, at BB bare er fight og tjubang, må enten konstatere, at sådan er det ikke i dag – eller også må de have briller !

Efter pausen var det som om Silkeborg fik mere fat i spillet, og der opstod periferiske chancer. Men til stadighed viste BB’erne gejst, og kampen var efter en times spil fortsat lige, indtil Christian Holst fik chancen på en ripost fra målmand Nicklas Dannevang, og den følte han op i det ene målhjørne til 1-0.

BB-Silkeborg 1

Her sker det. Christian Holst føler bolden op i det ene målhjørne  til 1-0. (foto: Thomas Løser)

Man stod uvilkårligt og fik den tanke med, at et tophold altid har heldet med sig i afgørende situationer. For sådan var det på Tingbjerg Ground. Efter at have bragt sig i front, var det ligesom om Silkeborg fik fuld kontrol over begivenhederne, og samtidig måtte hjemmeholdet jo satse. Det gav pludselige åbninger bagude, og på en sådan lukkede og slukkede jyderne kampen bare 10 minutter efter den første scoring. Denne gang var det Morten Beck Andersen, der bankede bolden ind bag Nicklas Dannevang.

BB-Silke 4

Silkeborg forsvarede sig yderst rutineret mod BB’s pres til sidst og red sejren hjem. (Foto: Thomas Løser)

Resten af kampen forsøgte BB at få vendt slaget, men det var tabt. Silkeborg kunne tage fra Tingbjerg Ground med tre vigtige point og tog dermed yderligere et vigtigt skridt mod en tilbagevenden til Superligaen.

Det var så BB’s første nederlag efter otte sejre i træk. Nu skal spillerne vise klassen og vinde de næste par kampe, som på papiret ser ret så overkommelige ud. Først på fredag den 10. maj kl. 18.30 ude mod Hvidovre, og så hjemme på TG mod Vendsyssel FF lørdag den 17. maj kl. 15.00. Eneste problem kan være, at netop de to klubber kæmper som gale for at undgå nedrykning.

For os andre – tak til BB’s dejlige drenge for den lange bølge med otte sejre i træk. Vi har nydt hvert sekund. Vis nu klassen og gør arbejdet færdigt. En flot placering kan i sidste ende være mange penge værd – og dem kan klubben godt bruge !

Farvel til supporterformanden

I halvlegen havde BB’s nye formand Jan Juul Jørgensen lejlighed til at overrække en gave til Hvepse- supporternes formand gennem mange år, Sune Lilie, som ved seneste generalforsamling gik af efter eget ønske for at blive afløst af Steen Jørgensen. Der var pæne ord og fortjent hyldest til Sune, som også har været med til at gøre supporterne til landets bedste.

BB- Silkeborg 2

Farvel til en populær formand. (Foto: Thomas Løser)