Så gik den ikke længere for Husum - men tak for 11 flotte sejre !

FODBOLD: Så sluttede det fantastiske ubesejrede efterår for Husum Boldklub, idet lørdagens kamp mod stærke FC Udfordringen endte med første nederlag og pointtab i tolv kampe. Valby holdet vandt 3-1 efter 0-1 ved pausen. Alt tegnede ellers til en ny triumf for hjemmeholdet, der kom foran ved Mikkel Howalt omkring et kvarter ind i første halvleg.

IMG_1401

Så tæt var Husum på igen at bringe sig foran

Gæsterne fik imidlertid udlignet forholdsvis tidligt efter pausen, og så var der ellers intens kamp og stillingskrig, så det bragede i hele Husumparken. Dommeren havde rigelige at se til, og man må egentlig beundre ham, at han gennem en hel kamp står model til alle de ting, der bliver sagt og råbt i kampens hede. Men netop der, skal man jo også vise, at man behersker opgaven.

Det lykkedes for Udfordringen at bringe sig på 2-1, og ligesom Husum pressede allermest, slog gæsterne igen kontra og gjorde det til kampens slutresultat, 3-1.

IMG_1399

Et lidt specielt og meget sigende billede – afslutningen af efterårets fodboldturnering er nær

Men lad os se nøgternt på det. Til og med i dag var Husum et jaget bytte af alle hold i Serie 1. Alle ville være de første, der kunne dukke det suveræne førerhold. Og at det så skete i dag mod Husums onde ånd fra Valby, skal man tage positivt. Nu er presset væk – og derfor tror netavisen på, at de blå/hvide slår Heimdal i efterårets sidste kamp. Den spilles fredag kl, 18.15 i Fælledparken.