Så er det tid igen: Hvem skal have 2700-Sportsprisen 2019 ?
Der er fundet tre kandidater til 2700-Sportsprisen 2019, og dem kan vi præsentere i slutningen af ugen. Netavisen laver kun prisuddeling, når lokale sportsfolk har gjort sig fortjent til det. Og så kan man spørge sig selv – er der oplagte emner i år ? Ja vi mener faktisk, at de tre vi har fundet frem, alle har fortjent et klap på skulderen.
Det var Husum, der løb med sportsprisen for 2018. Her ses fra venstre netavisens redaktør, formand Johnny Nielsen og James Rasmussen, som overrakte pokalen i Pejsegaarden i januar.
Vi har jo den helt klare regel, at kun sportsfolk i 2700 området kan komme i betragtning. Der af navnet 2700-Sportsprisen !
Tre kandidater er i spil, og de vil blive introduceret hver for sig. Under præsentationsartiklen er det så meningen, at man skal “like”, hvis man ønsker at give sin stemme til pågældende. Afstemningen starter søndag den 15. december og kører helt til nytårsaften den 31. december kl. 23.59. De tre kandidater vil have hver sin boks på netavisens forside, og i sagens natur vil man også kunne stemme via vores hjemmeside på facebook.
Vinderen af prisen vil blive hyldet ved et arrangement på Pejsegaarden onsdag den 8. januar.
Altså er der to måder at stemme på. Enten ved at sende en mail til fa@2700-netavisen.dk, hvor man skriver “2700-Sportsprisen 2019” og navnet på den af de tre, man synes fortjener prisen – eller at “like” under præsentationen af kandidaten på netavisens facebookside.
De gange vi har uddelt sportsprisen, har omkring “15.000 likes” været fordelt mellem de tre kandidater, så vi håber naturligvis på, at alle sportsinteresserede læsere vil være med til at præge afstemningen, da det alene er dem, der bestemmer udfaldet.
Læs på søndag hvilke tre kandidater det hele drejer sig om.