Så har vi taget fat på et nyt år - lad os håbe det bedste
Nytåret blev atter skudt og braget i gang over alt i landet. Egentlig fantastisk at denne fyrværkerievent kan blive ved med at fortsætte år efter år. Takket regnvejret ikke i helt samme omfang som tidligere – men alligevel. Netavisens fotograf Christian Christensen skød disse indtryk fra Husum, hvor der ikke mindst var gang i løjerne.
Og så starter det hele ellers forfra. Et nyt år er begyndt – og ingen aner, hvad det vil bringe. Men flere ting vil ske i lokalområdet, butikker lukker og nye skyder op.
På Husum Torv forventes det, at den gamle lave bygning hvor Fakta og Danmission før lå snart bliver jævnet med jorden til fordel for en ny beboelsesejendom med butikker i stueetagen. Den har ellers rummet to tidligere meget succesrige butikker i form af Irma og 324 Tøjeksperten. Man forventer, at byggeriet kommer i gang i forsommeren, når de sidste tilladelser er indhentet. Og vi ved jo, at til næste år – i 2024 – så rykker en spritny Coop 365 ind. Der sker meget i lokalområdet, og på netavisen glæder vi os til at følge tingene op så godt det er muligt.
Velkommen til 2023 – godt nytår !