Så kom forløsningen endelig - BB vandt kæmpe sejr over HIK på 6-1

Ååååh hvor har vi dog ventet længe på det her. Ja en del af os har sågar tvivlet på, om vi overhovedet kom til at opleve det i denne sæson. Men jo sørme – lørdag eftermiddag den 19. maj kom forløsningen endelig – BB  vandt den meget vigtige kamp mod topholdet – ja rækkens nummer 1 HIK – med hele 6-1 efter 3-0 ved pausen. Det var en suveræn oplevelse at se, heldet endelig tilsmilede de sortgule, som ellers ind i mellem har spillet nydeligt – uden at kunne score.

Allerede i kampens start fik vi en forsmag på, hvad der ventede. Da der bare var spillet syv minutter, førte BB 2-0. Først scorede Mads Rønne til 1-0, og minutter efter øgede Kevin Bechmann Timm til 2-0, og inden der var spillet en halv time stod det 3-0 til BB ved Oscar Buch. Det var halvlegsstillingen.

Efter pausen øgede Kevin Bechmann Timm til 4-0 efter 51 minutter. Så fik HIK sit trøstmål efter 66 minutter, inden BB igen satte trumf på til 5-1 ved Mads Rønne og slutteligt 6-1 ved Oscar Buch. En fortryllende forestilling i det dejlige solskinsvejr som lover godt til næste hjemmekamp allerede i næste uge mod en anden af nedrykningsaspiranterne Næsby.

Læs Christian Haslunds referat fra triumfen  her http://www.bronshojboldklub.dk/Divisionshold/Kampe/Broenshoej-HIK_19.-maj-2018-15-00-00/Topholdet-trynet-i-Tingbjerg