Oplev sankthansaften i Tivoli med båltænding kl. 21.30

Sankthansbålet ved Tivoli Søen tændes mandag aften den 23 juni klokken 21:30, når en internationalt kendt bueskytte skyder ildpile over Tivoli Søen for at tænde bålet til tonerne fra lurblæsere, mens den lyse nat gavmildt fyldes med dufte fra geranier, rutsjebanehvin, jazztoner til solsortenes sang.

I gamle dage var midsommernatten fyldt med magiske kræfter, og sankthans er med tiden blevet blandt sommerens vigtigste fester. Der findes da heller ikke noget mere dansk end lyse nætter, knitrende bål og fællessang tilsat fjerne forlystelseslyde. Ingen kan sige sig fri af den stærke midsommermagi, når man står i skæret fra sankthansbålet.

På denne midsommeraften klokken 20:15 spiller Tivoli Orkestret ved Orangeriet under ledelse af Kapelmester Peter Jensen romantiske danske viser og sange sammen med solisterne Alice Carreri og Mads Mathias. Publikum kan bl.a. se frem til evergreens som Forelsket i KøbenhavnLille frk. Himmelblå og Man binder os på mund og hånd og andre klassikere.

For første gang tænder en bueskytte sankthansbålet
Det bliver den danske bueskytte, Lars Andersen, som får æren af dette års båltænding, når han fra et podie sender ildpile direkte mod sankthansbålet på Tivoli Søen. Han er kendt for sine evner med bue og pil, og flere af hans vilde tricks med bue og pil er gået viralt på de sociale medier og har sikret ham stjernestatus. Han har medvirket i Hollywoodfilm og tv-serier. Nu skal han betage gæsterne i Tivoli.

– Sankthans er for mange en aften, hvor der spises lidt ekstra godt, hvor der er lidt mere magi i luften, siger pressechef Torben Plank til netavisen. –  Det er en aften hvor familie og generationer samles på tværs og er det ikke lige sådanne nogle fælles oplevelser, der kan få os til at kigge op fra telefonen og se drømmende ind i det knitrende bål, mens der synges og lyttes til fællessang ?

Foto. Jakob Melgaard

Program for sankthansaften – og dag i Tivoli

11:00 – Tivoli åbner
12:00 – På rumrejse med Rasmus Klump
13:00 – Fiskefodring i Tivolis Akvarium
13:00 – Øvelse gør mester med Rasmus Klump
14:00 – Gemmeleg med Rasmus Klump
15:00 – Rasmus Klump leger teater
16:00 – Rasmus Klump som kaptajn
17:00 – En overraskelse til Rasmus Klump
19:00 – SommerKlassisk – Gæstespil – Den Danske Strygekvartet møder Københavns Drengekor
20:15 – Tivoli fejrer Sankthans – midsommerhygge ved Orangeriet
21:30 – Tivoli fejrer Sankthans – sankthansaften ved Tivoli Søen
22:30 – Tivoli Illuminationer – oplev Tivolis magiske illuminationsshow