Lokal historie: Barndommen i Brønshøj

Vi bringer her første bidrag fra Lokalhistorisk Selskab. Afsnittet hedder “Barndommen i Brønshøj”, og det er en taget fra bogserien “Erindringssamtaler fra Brønshøj og Husum”..

Historien er fortalt af Martha Christensen, fra Brønshøj Sogns Plejehjem, Lillehjemmet på Hyrdevangen i 1991 til Svend Olsen, om Byggeforeningen Enigheden.

(De rettelser og tilføjelser der forekommer, er foretaget af folkene bag bogen).

– Jeg kunne godt lide lagkage som barn, men det fik jeg sjældent, højst en gang om året. Ellers spiste vi rugbrød og sigtebrød, sådan indledte Martha Christensen og fortsatte:

 – Jeg er født den 14. September 1891 på Nørrebrogade 223. Det lå i nærheden af Hareskovbanens stationsbygning ved Ladegårdsåen, og var tæt på for os, når vi skulle med toget, for en gang om sommeren tog vi gerne på en skovtur. Turene gik gerne til Klampenborg eller Charlottenlund, og det var en stor højtidsdag for os børn. Vi var 4 børn, og vi nød at komme ud og boltre os. Og vi måtte gerne sætte os ned i græsset, når vi var på skovtur, og vi måtte lave alle mulige krumspring. Det gjorde ikke noget, vi blev snavsede, sagde mor, det kunne blive renset af igen, når vi kom hjem.

(Hareskovbanen blev indviet i 1906, så hendes erindring om skovturen snarere med afgang fra Nørrebro Station da den lå i Nørrebroparken, så der er tale om erindringsforskydelse, idet Hareskovbanen ikke kørte til Charlottenlund og Klampenborg, red).

Byggeforeningen Enighedens huse i nærheden af Brønshøj Kirkegård flyttede vi ud til, da jeg var 9 år. Jeg var meget glad, da vi flyttede derud, og jeg glemmer aldrig den dag, da jeg tog i havelågen og lukkede os ind. Der var en lille have til hvert hus. Det var vores egen have, og det havde vi aldrig kendt til før. Nu blev vi også fri for at rende op og ned ad alle de trapper til fjerde sal. De første år vi boede i huset havde vi ikke elektricitet i Brønshøj, men det blev indlagt. Før brugte vi kun petroleumslamper. Der var 2 værelser og køkken oppe, hvor der var skrå vægge, men der var meget hyggeligt alligevel.

IMG_1463

 Vi boede lige ud til Frederikssundsvej i nr.138. Den første vej i byggeforeningen hed Brønshøjholm Allé, den gik langs med kirkegården. Den anden vej hed Søborg Allé (nuv: Risvangen, red), den gik lige op til marken. Den sidste hed Enigheds Allé. Det var i nr. 21, at Thorvald Stauning boede, da foreningen startede.

Der var et pigebarn mere, som var kommet ud til byggeforeningen fra Nørrebro. Hun hed Ingeborg Munk, og hende fulgtes vi altid med til skolen. Der var ikke nogle af de andre børn, der gik derinde. Vi kendte ikke andre børn i starten, end dem vi gik i klasse med. Ude i Brønshøjhusene var der mange nye børn og dem lærte vi hurtigt at kende. Jeg har ikke gået i skole i Brønshøj. Jeg startede med at gå i Havremarkens skole i Husumgade, da jeg var 6 år, og jeg var 9, da vi flyttede herud til Brønshøj. Endnu få år efter husene var færdige, gik de kun i skole hver anden dag i Brønshøj. Far ville have, at vi skulle lære så meget som muligt: ‘I har godt af at gå i skole hver dag, så I skal blive i skolen i Husumgade’. Om vinteren skal jeg indrømme, at det var en lang tur, vejen var ikke med fliser på fortovet som nu, men vi kunne krydse gaden hvor vi ville. Der var ikke noget der hed fodgængerovergange. Det kunne være vanskeligt, når det havde regnet eller sneet, for så sank vi i helt ned til vores træskohæl. Der var en gammel træskomager i Gormsgade, her bestilte far gerne støvler til os. De gik op over hælen og ankelen til smalbenet. Sådan et par nye fik vi hver vinter, de var halvvejs en slags snørestøvler og med træsåler. Når træsålerne var slidt op, forsålede far dem selv med et stykke læder, i stedet for at sende dem til skomageren, for det var jo dyrt. Der skulle spares på pengene, vi tog det med godt humør, vi er aldrig gået sultne i seng, der var altid mad nok. Vi havde gerne en rundtenom med i skolen, der var for det meste en skive ost på. Det var så nemt for mor bare at skære en skive.

Vores far, Jørgen Petersen, var født i Asminderød i 1850. Han var ovnsætter på P. Ipsens Enkes Terracottafabrik. Den var blevet etableret på Frederikssundsvej i nr.78 i 1843 og lå der til omkring 1955. Han begyndte kl.6 morgen og blev ved til kl.6 aften. Der var de gange, han skulle brænde alle disse her figurer. Han skulle så være der i mere end 36 timer, for der skulle fyres og holdes vagt. Der gik flere læs kul til en brænding, der blev stukket stænger ind i ovnen for at se om leret var brændt tilstrækkeligt. Når brændingen var færdig skulle det stå i 24 timer og køle af. Vi måtte ned med den varme middagsmad til far, og en pakke smørebrød til næste dag. Far var ansat i alt 41 år hos Ibsen. Figurerne blev lavet af rødt eller gråt Bornholmsk ler fra Onsbæk og det er det fineste ler, som blev brugt. Der må ikke være spor af gnister eller stenstumper i leret, for når figuren bliver brændt, så kan den springe i stumper og stykker, og det må den jo ikke så gerne.

(Ipsens Enkes Terracottafabrik blev bygget i 1847, som Peter Ipsens keramiske fabrik Virksomheden lukkede i 1995, som nævnt og bygningerne blev nedrevet i 1977, red.).

Brønshøj Tivoli har jeg oplevet. Det var et trafikeret sted om sommeren. Folk inde fra København masede af sted herud. Jeg kan ikke huske hvornår sporvognen kom herud, men søndage om sommeren betalte folk 10 ører nede ved torvet bare for at få en plads om aftenen, når de skulle hjem.

 

IMG_1464

Fra kl.16 var der musik. Der var sådan en musikpavillon, vi var tit oppe og stå og høre på. Det var den dejlige Lumbyes musik, det var rigtig musik.

Da vi flyttede herud, løb vi børn på Frederikssundsvej og spillede top. 2 ører kostede sådan en top. Der var jo ingen færdsel på vejen. Der var marker og grøfter alle vegne. Det var lige noget for os børn, der kom herud fra en fjerde sal på Nørrebro. Vi legede noget der hed ståtrold, når vi legede i grøfterne. Der skulle stå en dernede, vi andre skulle rende op og ned. Så skulle hun se om hun kunne ramme en af os, for så blev den ramte lavet til ståtrold.

Så var der kroen på denne side og ovre på den anden side af vejen lå biografen i nr.127. Jeg har været i biografen, selvom der ikke var så mange penge at gå i biografen for. Det kostede 10 ører og vi så Fy og Bi og Chaplin.

Jeg fik i sin tid skarlagensfeber. Det er en smitsom sygdom, og jeg kom på hospitalet og skulle ligge der i 8 uger. Jeg var meget syg, og det var lige ved juletid. Jeg havde en plads i et mejeri. Det var en ældre dame, der havde det, og der var travlt op til julen. Det var moderne at sætte en skål ned i mejeriet med en seddel om, hvor meget piskefløde der skulle i skålen og hvem det var til. Hele køkkenbordet flød med skåle til juleaften. Lige inden nytårsaften blev jeg syg. Det var skrækkelig kedeligt. Damen, som jeg var ansat hos, foreslog, at hun ville gå ud i forretningen, mens jeg kunne stå ude ved køkkenbordet og piske fløden. Det gik den ene dag, men den næste dag sagde far, at jeg skulle gå til lægen. Han boede oppe ved torvet nær ved smeden. Ah, ja smedens – det var sådan et hyggeligt sted, selvom der var spektakler der, men engang imellem var det morsomt.

Da jeg var færdig med skolen, var det meningen at jeg skulle lære at sy. Jeg fik kun 2 kr. i løn på 3 uger. Jeg skulle lære at sy kjoler, bluser og nederdele for det brugte man meget. Det var en stor forretning som hed: ‘Messen’. Derfra fik vi en stabel på 10 styk af klippet blusestof, som vi skulle sy. Vi skulle hjem til hende dameskrædderen og sy det, og det var klippet som det skulle være. Det var noget med at sy rynker, andre skulle have syet blonder på. Det var helt anderledes end nu, for nu er det meget nemmere at stryge og vaske. Det var kun et par år jeg syede, så syntes jeg, at jeg gerne ville tjene noget mere. Jeg kunne ikke betale kosten derhjemme, hvis jeg skulle køre i sporvogn. Den kostede 10 ører. Det slap jeg som regel for. Hvis jeg var kommet halvvejs hjem og konduktøren ikke havde været og billettere, så stod jeg af og gik resten af vejen. Min mor kunne så få den 10-øre, jeg havde sparet. Vi børn har aldrig stjålet så meget som en 1-øre hjemme.

Far var meget sparsommelig. For han tjente ikke ret meget hos Ibsens. Senere blev fabrikken købt af ‘Standard’. Derefter fik han en anden løn, for han blev spurgt, om han var i fagforening: Nej – det var han ikke. Der var kun 2-3 ovnsættere, og de mente ikke, at det var noget med fagforening. De nye ejere sagde, at de skulle melde sig ind i Keramisk Forbund.

Da jeg holdt op med at sy, tog jeg plads som husassistent hos doktor Vilh. Engelhardt-Holm på Østerbrogade nr. 142. De havde en 3-4 børn. De holdt selskaber, og det var lige noget for mig, for så kunne jeg lære noget mere. De skulle altid have lavet flere retter mad. Jeg fik 13 kr. om måneden og skulle selv holde mig med forklæder. Som husassistent havde jeg ikke meget frihed. Hver anden søndag havde jeg fri, og en aften om ugen. Det blev senere til 2 aftener om ugen, når man var helt færdig med opvasken. Jeg var der i 5 år.

Mor døde, da jeg var omkring 20 år, så var jeg alene med min far hjemme i Brønshøj. Han betalte det der hed termin. Det var vist 126 kr. pr. halvår, så han skulle have den sum penge til tiden. Jeg har aldrig hørt min far sige, at nu havde han ingen penge. Han passede på, at han kunne betale. Vi dyrkede ikke ret meget i haven. Jorden var ikke rigtig god til grøntsager, men vi havde lidt porrer, gulerødder og kartofler. Franskbrød kostede ca. 8 ører og vi købte halve rugbrød.

Der var ikke så mange forretninger, da vi flyttede herud, så vi skulle næsten ind til Nørrebro for at få en trisse garn. Men de blev hurtigt klar over, at der måtte komme nogle flere forretninger, nu der kom så mange mennesker herud. Folk ville jo ikke rende ind til Nørrebro.

Ved Brønshøj Apotek, der hvor Borups Allé støder ud i Frederikssundsvej, var der sådan en høj skrænt. Vejen gik så højt oppe, her var den mest pragtfulde udsigt over markerne ved Bellahøj. Min far kendte manden, der passede gangene på Bellahøj. Når han behøvede lidt hjælp, sendte han bud efter far, og han var glad for at hjælpe der, i stedet for at sidde hjemme. Han rev og skuffede i gangene, det var ham Lütken der ejede det dengang. Nu er det restauration. (Her er tale om Bellahøjgård, red).