Slaget om mosen sluttede uafgjort 2-2

FODBOLD: Lokalbraget, – slaget om mosen – blev lige akkurat det intense opgør, man havde set frem til. Resultatet blev uafgjort 2-2 efter at BB havde ført 1-0 ved pausen.

brøønshøj

 

Det var tydeligt, at opgøret var vigtigst for gæsterne, der ligger og fører en kummerlig og nervepirrende tilværelse i bunden af 1. division. Ikke desto mindre var det Brønshøjs Emil Berggreen, der åbnede ballet efter 33 minutter på et mål, scoret under klumpspil. Imidlertid var AB ganske toneangivende, men foran målet var de ikke særligt farlige. Så 1-0 holdt halvlegen ud.

Efter pausen fik AB udlignet, det var i det 48. minut – og så var man lige vidt. Mikkel Christensen ville det dog anderledes, og han bragte BB foran på ny bare et par minutter efter. Gæsterne gav dog ikke op – (man skal lige huske på, at akademikerne faktisk har haft et flot forår), og cirka 20 minutter før tid faldt udligningen til 2-2, da Simon Bræmer scorede på straffespark mod sine gamle klubkammerater.

Det holdt kampen ud, og dermed lykkedes det for en kort bemærkning for AB at kravle over stregen. Men om den holder Weekenden over, skal være usagt. Til gengæld overtog Brønshøj igen fjerdepladsen, da Horsens sensationelt tabte 1-0 til Marienlyst.

Næste kamp for BB er netop mod Horsens Kristi Himmelfartsdag i det jyske. En ret så spændende dyst, eftersom det efter alle solemærker at dømme er Bo Henriksens nye arbejdsgiver efter sommerferien.