På søndag er det tid til julemærkemarchen 2014

Rytterskolen er igen i år startsted ved den lokale udgave af årets julemærkemarch. Alle opfordres til at møde op og gå en tur rundt om Utterslev Mose i en god sags tjeneste.
 

Lige som de forrige år finder Julemærkemarchen sted første søndag i december. Ruten byder på distancer på enten 5 eller 10 kilometer, som de fleste vælger at gå, men i år er løbere også meget velkomne. Som deltager får man ikke alene en god omgang motion og frisk luft midt i den søde juletid. Man støtter samtidig arbejdet på de danske julemærkehjem, hvor mere end 700 børn hvert år får hjælp. Starten går fra Rytterskolen på Brønshøj Torv, hvor fra man kan begive sig ud på årets ruter i tidsrummet mellem kl. 9 og kl. 11. Startkort kan købes på dagen og inkluderer i år en flaske vand til turen.

Julemærkemarchen bliver sat i gang af Brønshøj Kirkes Pigekor, som synger kl. 9 og igen kl. 10. Årets ruter går gennem Utterslev Mose og slutter tilbage i Rytterskolen, hvor der uddeles diplomer og medaljer. Når de første kommer i mål, venter der desuden en belønning i form af lune æbleskiver, som man kan købe sig et glas glögg til, hvis man lyst. Derudover kan hele familien deltage i en juleworkshop med kunstneren Susse Volander, som inviterer alle til at lave julehjerter af genbrugsmaterialer.   

Om Julemærkemarchen:

Over 20.000 på landsplan går eller løber en distance den 7. december og støtter herigennem Julemærkehjemmenes arbejde. Der er 60 forskellige startsteder i landet. De mange deltagere i de foregående 37. Julemærkemarcher, har gået jorden rundt flere end 120 gange, og Julemærkemarchen har igennem årene overrakt over 15.5 millioner kr. til Julemærkefonden – sidste år blev det til 1.000.001 kr., som aktive og støttende mennesker havde gået ind til børnene på Julemærkehjemmene.

Julemærkefonden administrerer de fire Julemærkehjem, der årligt tilbyder ca. 700 børn et pusterum i hverdagen. I dag er mange af børnene overvægtige, fordi de trøstespiser på grund af vanskeligheder eller mobning i skolen, ensomhed, dårlige sociale forhold eller problemer i hjemmet. Symptomer som sengevædning, neglebidning, hovedpine og mavesmerter findes hos en stor del af børnene. Julemærkehjemmene hjælper dem med at ændre mønstre og vaner, så selvværdet og livsglæden øges. Julemærkehjemmene gør en kolossal indsats – med succes – for at børnene får redskaber til at tackle hverdagen, og får glæden ved livet igen.

Startkort u/medalje-diplom: 20 kr. (købes på dagen)
Bemærk: Det er for sent at tilmelde sig medalje- og diplomstartkort (frist: 15. nov.).

Julemærkemarchen afvikles af Kulturhuset Pilegården & Rytterskolen i samarbejde med Julemærkefonden & Hjerteforeningen med støtte fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg