Spanierne bankede Brønshøj sikkert 4-1 i dagens træningskamp

Den anden og sidste træningskamp på Brønshøjs træningslejr i Spanien endte med et sikkert 1-4 nederlag til et velspillende spansk mandskab fra CD Castellón. Godt nok ligger spanierne kun i fjerdebedste række men i toppen – og så er de altså fuldtidsprofessionelle !

Castellon-BB-2015-foer-kampen_To

Kampen blev afviklet under svære betingelser, idet en strid blæst i samtlige 90 minutter generede spillerne. Hjemmeholdet kom foran allerede efter fire minutter, og den føring hold halvlegen ud. Det kunne godt være blevet til mere, men Dannevang stod glimrende.

Samme minuttal af anden halvleg blev det 2-0. I pausen var Johan Hårdsvoll blevet skiftet ind i stedet for Dannevang. BB var dog tæt på en reducering på tre store chancer, men den spanske keeper tog godt for sig. Alligevel fik Mads Gabel reduceret et kvarter før tid, da Oliver Fredsted lagde en fin bold ind over, som Gabel headede i nettet.

Spanierne fik dog lukket og slukket i de sidste fire minutter af kampen med to mål til slutresultatet 1-4.

På søndag slutter ballet, og så er der ellers kun en ting der skal samle tankerne – pokalopgøret på onsdag aften mod FC Vestsjælland.