Ny stærk forsvarsspiller til Brønshøj

Den 20-årige forsvarer Anton Holse er i vinterpausen skiftet til Brønshøj Boldklub, hvor han foreløbig spiller frem til sommerpausen.

   Anton Holse her i aktion mod Vanløse i februar

– Anton Holse er en dygtig boldspiller. Han er teknisk god og har et godt blik for spillet. Samtidig er han rolig med bolden og har et godt spark. Oprindelig var Anton midterforsvarer, men her skal han spille venstre back. Vi vil gerne have en venstre back, der er venstrebenet, og det er Anton, siger sportschef Thomas Ibsen.

Anton Holse har været med i en del af træningskampene denne vinter, hvor han også er kommet på tavlen i kampen mod Vanløse i februar.

– Der er et stort potentiale i hans spil, og både Anton og klubben ser gode muligheder for en positiv udvikling. Han er ikke bange for at gå frem på banen , og han har vist, at han kan sparke nogle gode indlæg. Vi venter os meget af ham, slutter sportschefen.

Anton Holse har tidligere spillet i FCK på U19-holdet og i AB. Han kommer fra TB/FC Suduroy/Royn på Færøerne.

(Tekst og foto: Christian Haslund)