Brønshøj fik kæmpet sig til tre meget vigtige point mod Hillerød

Det blev ingen walk over for Brønshøj i lørdagens absolutte bundkamp mod Hillerød på Tingbjerg Ground. Hertil gjorde gæsterne hvad de kunne for at snuppe de tre vigtige point. Og set nøgternt på det, kunne det gå til begge sider, men heldigvis var det BB, der trak det længste strå og fik de tre point med sig i nedrykningsspillet til foråret.

Det hele startede ellers godt. Kevin Bechman Timm scorede allerede efter 7 minutter til 1-0, men det lykkedes for Hillerød at svare igen efter 24 minutter ved Tobias Vistisen. 1-1 stod det ved pausen. De sidste 45 minutter blev lange og nervepirrende, men på et flot langskud bragte Bechman Tim hjemmeholdet foran 2-1, da der manglede et kvarters tid, og det lykkedes de sortgule hårdt kæmpende spillere at holde stillingen kampen ud. Puuh ha – det holdt hårdt – men hvilken forløsning for holdet endelig at få en sejr. Det er kun blevet til i alt fire i efteråret, her af to mod Hillerød.

Næste opgave er i Valby mod Frem på lørdag kl. 14. Frem’erne fik en på singadusen med hele 5-0 i Hvidovre, så selvom de er sikre på oprykningsspillet til foråret, bør de være til at tale med ..

Læs her Christian Haslunds referat fra kampen ..

 

BB-Hillerød, 28.10.17 Kevin Bechmann Timm

Vigtig sejr

Der stod tre utrolig vigtige point på spil i dag, da Brønshøj mødte Hillerød. Vinderen kunne nemlig tage tre point med sig over i forårets nedrykningsspil. Da kampen blev fløjtet af, var det hvepsene, der kunne juble mest, da det endte med en 2-1 sejr. Begge mål blev scoret af Kevin Bechmann Timm.

Det var til at se på kampens indledning, at ingen af holdene ville være tilfredse med et uafgjort resultat. Kampen var blot to minutter gammel, da første afslutning blev sendt afsted. Brønshøjs Kevin Bechmann Timm måtte dog se sit forsøg gå forbi mål.

Inden stadionuret havde rundet seks minutter havde det været tæt på mål i begge ender. Først var Lars Emil Juel Andersen tæt på at heade et Rejnhold-indlæg i kassen, og i den anden ende kort efter, fik Tobias Andersen en friløber. Men Kasper Vilfort kom flot ud af sit mål og fik blokeret.

Efter syv minutter kunne jublen bryde løs på tilskuerpladserne. Patrick Naundrup sendte en blød bold ind i det lille felt mod den bagerste stolpe. Her dukkede Kevin op og headede hvepsene foran 1-0.

BB-Hillerød, 28.10.17 1-0 til BB

Herefter havde Hillerød et par forsøg, men det blev aldrig rigtig farligt. Til gengæld var Rejnhold en konstant trussel på højrekanten i 1. halvleg. Flere af indlæggene fra højrebacken voldte Hillerød problemer, dog uden at det resulterede i scoringer.

I stedet kunne Hillerød udligne, og hvem andre end Tobias Andersen skulle det være, som scorede for gæsterne. Den farlige offensivspiller blev sendt i dybden, og alene med Vilfort var han iskold og sendte kuglen i kassen. 1-1. Med scoringen har Tobias Andersen nu stået for halvdelen af Hillerøds mål.

BB-Hillerød, 28.10.17 U13 hyldes

I kampens sidste kvarter opstod der halve muligheder til begge hold, men det blev ved en scoring til hvert hold efter de første 45 minutter. Men både Brønshøj og Hillerød havde haft mulighederne for flere mål.

I pausen var der medaljer til både Brønshøjs U13 og U15, da begge hold havde vundet deres rækker. De unge spillere blev også hyldet af de lidt over 500 tilskuere, der havde trodset efterårsblæsten.

Chancerne i begge ender fortsatte i 2. halvleg, hvor gæsternes Mikkel Andersen var tættest på en scoring godt to minutter inde i 2. halvleg.

U15 hyldes

Efter en times spil var Brønshøj tæt på at bringe sig foran 2-1. Naundrup blev sendt afsted, men alene med Rasmus Lyng, måtte Brønshøj-angriberen se sin afslutning blive reddet.

Da der var spillet 61 minutter kom kampens sjoveste detalje. Jamil Fearrington havde lavet et groft frispark, og skulle have gult kort. Dommer Frida Mia Klarlund Nielsen havde dog lidt svært ved at finde det gule kort, og endte bare med at stikke en tom hånd i vejret. Hun fik dog fundet kortet frem, så hun kunne notere advarslen til Jamil.

Hillerød-spillerne begyndte at virke trætte, og hvepsene satte sig mere og mere på kampen. Og med et kvarter tilbage kom forløsningen. Cem Vardar sendte et frispark inde i feltet. Her headede en Hillerød-spiller bolden direkte ud til Kevin, der tog bolden med brystet, inden han flugtede bolden i mål via stolpen. 2-1 til Brønshøj.

BB-Hillerød, 28.10.17 Kevin gør det til 2-1

På trods af, at de skulle jagte en udligning formåede Hillerød aldrig at presse Brønshøj, som efter næsten fem minutters overtid kunne juble over sejren og tre vigtige point til forårets nedrykningsspil.

På lørdag den 4. november kl. 14 gælder det Frem, i Valby Idrætspark, hvor det gælder sæsonens sidste kamp. Mht. forårets slutspil, så er der ikke noget at spille om, men det er vigtigt at slutte efteråret godt af, så tag turen ud til Valby og send spillerne på juleferien med en god gedigen opbakning.

BB-Hillerød, 28.10.17 Efter kampen