Brønshøj satte en stopper for ubesejrede Helsingør i kanon kamp

Det lå ligesom i luften, at opgøret lørdag eftermiddag på Tingbjerg Ground mellem Brønshøj-Helsingør ville blive et brag af en kamp. Og den blev den, skal vi hilse og sige. Et super godt kæmpende BB-mandskab havde ikke tænkt at lægge sig ned for de stærke nordsjællændere, og så vandt hjemmeholdet en fortjent sejr på 2-1 efter 1-0 ved pausen.

Tilbagevendte Alexander Lazarevic viste sit værd allerede i kampens 2. minut, da han  med et flot mål bragte de sortgule foran 1-0. Den stilling holdt til 57. minut, hvor “BB-killeren” Jeppe Kjær endelig fik puttet bolden i kassen til 1-1. Han virkede ualmindelig oplagt denne eftermiddag, men det lykkedes heldigvis kun at score dette ene mål. Der blev gået til sagen, men BB’erne kæmpede godt for overraskelsen, og den blev cementeret, da Alexander Lazarevic scorede sit andet mål til 2-1.

Det var nervepirrende til sidst, for gæsterne sloges for i det mindste det ene point. Men nej – Brønshøj vandt 2-1 og rykkede dermed pænt frem i tabellen med 12 point. Næste opgave er søndag den 22. september kl. 15.00 på Slagelse Stadion.