Brønshøj vandt den vigtige kamp i Slagelse og klatrer op

Søndagens kamp på Slagelse Stadion var vigtig af flere grunde. Selvfølgelig gjaldt det om at sikre sig tre point, men den skulle også vise, om Brønshøj igen er kommet på rette spor. Rent pointmæssigt kan vi kun sige, at det helt gik, som vi havde håbet. BB vandt den svære udekamp med 1-0 på et sjællandsk selvmål i 2. halvleg.

Kampen var ret lige, og man sad faktisk og fornemmede, at det hold, der bare fik bolden i kassen en enkelt gang  ville vinde. Det holdt stik, da Slagelses målmand var så uheldig at rage bolden i eget mål og dermed afgjorde slaget. BB vandt dermed sin første sejr i den vestsjællandske by siden 2010.

Sejren sendte de sortgule op på en flot tredje plads, og det hele ser fantastisk lovende ud med hensyn til oprykningsspil til foråret. Hvert point er dyrebart !

Næste opgave er på lørdag kl. 15, hvor Skovshoved kommer på besøg på Tingbjerg Ground.