Endnu et ærgerligt og unødvendigt nederlag til IF Stadion

Man vidste på forhånd, at kampen i Storebæltshallen i Korsør søndag eftermiddag godt kunne blive svær. Alligevel var det med en meget ærgerlig fornemmelse, at Stadion spillerne kørte tilbage til København efter at have tabt opgøret mod Korsør Slagelse Elitehåndbold med 27-25 efter at have ført 13-11 ved pausen. Stadion lagde flot ud og førte 4-0, men endnu engang blev holdet ramt af alt for mange udvisninger, og det koster. Føringen efter de første 30 minutter kunne godt have været langt større.

Efter pausen kom Stadion hurtigt foran med tre, men så lukkede man hjemmeholdet mere ind i kampen, og da der manglede små 10 minutter var Korsør Slagelse foran 21-19. Så lykkedes det at komme på 21-21, men for så igen at gå i stå, så man kom bagud 24-21. Endnu engang kom man tilbage til 24-24 og havde en kæmpe blank kontra, som ikke blev udnyttet, og så scorede hjemmeholdet til slutresultatet 27-25. Et unødvendigt nederlag, der desværre lægger endnu mere pres på Stadions spillere.

På lørdag den 25. november spilles der i fort ECV-hallen kl. 14.30 mod Roskilde Håndbold, og sandelig om der ikke også spilles samme sted onsdag aften ugen efter mod Hillerød Håndbold. Den kamp starter kl. 20.30.