Fix slog Hellas på den nye kunstgræsbane i Tingbjerg !

Tirsdag blev den indviet, og onsdag aften blev der så spillet turneringsfodbold på det nye flotte kunstgræsanlæg i Tingbjerg. Fix tog imod Hellas i den københavnske Serie 1. Og det blev en flot start på den nye bane, eftersom de rødhvide vandt 3-2 i en ganske seværdig kamp.

Det stod 1-0 ved pausen. Andreas Nors havde bragt hjemmeholdet foran i det 29. minut på en assist fra Mikkel Gammeljord. Men anden halvleg startede uheldigt for Fix, da Hellas fik udlignet efter bare et enkelt minut. Den stilling holdt til 62. minut, hvor gæsterne så fik bragt sig foran 2-1.

På et godt sidste kvarter vendte Fix dog billedet til sidst. Mathias Gammeltoft udlignede på en aflevering fra Emil Bindslev efter 74 minutter, og selvsamme spiller blev også matchvinder ved at score sejrsmålet til kampens slutresultat 3-2. Det var for øvrigt på en assist fra Andreas Nors.

Dermed rykkede Fix op på 4. pladsen i rækken. Allerede i morgen lørdag skal de rødhvide på den igen, denne gang i Dragør, hvor der fløjtes op kl. 13.00.