Husum strålede i målorgie på Lyngbyvej og beholdt 1. pladsen

Resultatet ser mere dramatisk ud end det egentlig var. Men målrigt blev opgøret lørdag eftermiddag mellem B.1903 – Husum på Lyngbyvej under alle omstændigheder. De blåhvide kom for at forsvare 1. pladsen i Københavnsserien, og det gjorde de med bravour og en sejr på 4-3. Dermed har Husum vundet fem ud af seks mulige, mens der smuttede en enkelt uafgjort ind i regnskabet.

Mikkel Bo Eriksen bragte Husum foran efter bare 4 minutter i kampen mod B.1903 og det forspring blev øget få minutter efter pausen, hvor Jeppe skov scorede til 2-0. Så reducerede hjemmeholdet, men igen var Mikkel Bo på pletten og gjorde det til 3-1 efter en times spil. Yannich Winkel ville også være med i målregnskabet, og han øgede til 4-1 et kvarter før tid. Dermed troede man, sejren var beseglet, men et par mål til hjemmeholdet efter 79 og i et minuts overtid skabte et på papiret pænere resultat for B.1903.

Det er super af de blåhvide – som næste lørdag får besøg af NB Bornholm i Husumparken. Den kamp fløjtes op kl. 15.30.