Husum vandt ny sikker sejr på hjemmebane fredag aften og hænger på i toppen !

Det kører fortsat fint for de blåhvide. I fredagens opgør i Husumparken vandt hjemmeholdet en sikker sejr på 4-1 over B.1903, og de tre point betyder, at Husum fortsat hænger godt på i toppen af Københavnsserien. Kort sagt – HUSUMEKSPRESSEN er med stor fart på vej mod endestationen – Danmarksserien !

Stabiliteten på holdet er intakt – fighterånden er til stede, hver gang Husum går på banen, og så kommer der point på kontoen. Godt nok fører KFUM fortsat rækken med to point mere end Husum og endda med en udsat kamp i bagagen, men en andenplads kan også vise sig at være tilstrækkelig til en oprykning. Her har Husum et forspring på fem point ned til Tårnby FF, der spiller lørdag på solskinsøen mod NB Bornholm. KFUM møder PI Fodbold i et topopgør i Emdrupparken. Hvert et point er vigtigt – så vil man være med, hvor det sner, så er der ingen kære mor. Kampene skal helst vindes hver gang.

Men vi bliver meget klogere næste gang Husum går på banen. Det er nemlig ude mod KFUM, og den kamp kan blive virkelig afgørende. Vinder hjemmeholdet, stikker de af, mens Husum med en sejr fortsat kan nå at erobre førstepladsen. Det er virkelig spændende ! Kampen mod KFUM foregår torsdag den 19. april kl. 13.30 i Emdrupparken, og mon ikke Husum Supporterne kan mobilisere en hær til at støtte de blåhvide drenge ?!