Husum vandt sikker sejr ude over Forøyar på Kløvermarken

Der var ikke så meget at tale om – Husum ville vinde lørdagens kamp på Kløvermarken mod hjemmeholdet Forøyar – og det gjorde de blåhvide så overbevisende som 5-2 og satte dermed yderligere en tyk streg under et fantastisk flot efterår.

Stort set lige fra starten, har holdet fra Nordrupvej ligget med i toppen af Københavnsserien, og først efter mange kampe prøvede Martin Krøgers tropper at tabe. Men det har måske været godt for noget, så man dermed fik fjernet endnu et pres fra spillernes skuldre. Kampen på Kløveren var en god måde atter at komme oven på igen. Mest glædeligt var det at Husums bomber Mikkel Bo Eriksen endelig igen lynede med et hattrick !

Husum slutter sæsonen definitivt af på næste lørdag. Det er den udsatte kamp mod NB Bornholm, som skal spilles på solskinsøen. Helt nøjagtigt i Nexø kl. 14.00 ! En sejr der kan sende Husum på førstepladsen !