Husums dameprojekt har båret frugt på rekordtid !

For små to år siden i efteråret 2017, startede Husum Boldklub et projekt damesenior op, og det er gået forrygende ! 

Her ses Husums dygtige damehold, som nu er at finde i “Kvinde Øst” fra næste sæson.

– Formålet var at få gang i voksenafdelingen for damer, så vores ungdomshold havde noget at se op til, samt at dette var et tiltag fra klubben, så vi kunne beholde disse piger og tilbyde dem at blive her, i stedet for at miste dem som 15-16 årige til andre klubber, fortæller formand Johnny Nielsen til netavisen.

– Samarbejdet blev til efter møder med Heidi ”HC” og Marie, der begge kom fra Rødovre Boldklub, og som ønskede at der også kom fokus på damefodbold, samt at man savnede noget Klubliv og sammenhold. Og bare det at kunne bede om materialer, så som bolde, veste og toppe, samt spillertøj, det var en kæmpe fordel i forhold til det, man havde været vant til.

Som nyt hold, så skal man starte nede i rækkerne, hvilket betød en start i Serie 2, men efter det første halve år, blev det til oprykning til Serie 1. Desværre måtte den daværende træner stoppe grundet flytning til Holbæk egnen, men vi var så heldige, at få ansat Peter Meulengrath, en træner med et kæmpe CV,  som har haft flere damehold i den næstbedste danske række – samt fået erfaring ved at have siddet i Lyngbys bestyrelse mv.. Dette krævede så lidt ændringer mht. træningen og mængden af samme, som ikke kun skulle være én gang om ugen, men nu to ! Dette blev belønnet med endnu en oprykning – denne gang til KS, hvilket var utroligt flot. Her skulle vi så forsøge at blive, hvilket ikke så helt nemt ud mod slutningen, men med 4 point i de sidste to kampe mod henholdsvis nr. 1 og 2, ja så betød det overlevelse i KS !

Det jo gav blod på tanden, og det viste, man godt kunne være med, så med ansættelsen af en målmandstræner, som så efterfølgende også er blevet assistent, ja så begyndte det at se rigtig godt ud.

Flere spillere ude fra havde hørt om de fantastiske resultater samt det Klubliv, der var samt den store opbakning til kampene, og det trak flere nye til plus en del af de unge U18 spillere, som jo før hen måtte tage til andre klubber, da vi jo ikke havde damesenior dengang. De kom også tilbage, og så havde vi lige pludselig en del flere strenge at spille på og en god blanding af erfarne spillere samt unge spillere med den gamle Husum DNA.  Og så blev den nye sæson i KS jo helt forrygende, 9 kampe og 9 sejre og dermed ubesejret, det er en fantastisk præstation som dermed betød oprykning til Kvinde Øst (det gamle Danmarksserien).

Det er blevet til tre oprykninger på to år og dermed er damesenior nu det højst rangerede hold i Husum Boldklub, samt det andet højst rangerede hold i hele bydelen, hvilken er en fantastisk præstation.

– Og jeg kan blive ved, fortæller den glade formand, –  samtidig er de to første kampe i pokalen også vundet, og damerne er nu videre til 3 runde. Det bliver spændende at se, hvem de trækker der.

Det bliver i det hele taget utroligt spændende at se, hvad det her kan blive til. Der er så meget fremgang, at der nu tales om at tilmelde endnu et 11 mands damesenior hold.

Samtidig så har vi vores U14 piger med i Elite Øst, hvilket også er stort, og de ligger pt. på et fantastisk tredje lads efter seks kampe med fire sejre, en uafgjort og kun et enkelt nederlag. Endnu en fantastisk præstation af Sune Aamund og hans piger.

Som man kan forstå, blomstrer hele pige-  og damesiden i Husum Boldklub, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad det vil betyde, når det nye klubhus står færdigt og Husum så også kan tilbyde nogle fantastiske faciliter på den front, slutter den pavestolte formand Johnny Nielsen.