IF Stadion er flyvende for øjeblikket, men tvinges nu til at holde en måneds pause

Det kører ganske enkelt strålende for vore lokale håndspillere i IF Stadion for tiden. Sidste weekend bankede de FIF på udebane 24-21, og det blev fulgt op lørdag eftermiddag i ECV-hallen med en tæt men fortjent sejr på 27-25 over en anden nedrykker og favorit til at vinde rækken, Roskilde Håndbold.

Det skete efter endnu en gedigen mandfolkepræstation af holdet, som bare kører afsted efter devisen – ikke give op og giv alt, hvad gives kan. Og det gør drengene så – både for Stadion – Gud – folk og fædrelandet.

Dagens modstander levede fuldt ud op til prædikatet at være tophold og en af favoritterne til en hurtig tilbagevenden til 1. division. Derfor blev kampen uhyre tæt hele vejen. Holdene skiftedes til at føre knebent. Gæsterne gik til pausen med en føring på 13-12. I 2. halvleg fortsatte Stadion med at have turboen i gang, og det førte altså til den fuldt fortjente sejr på 27-25. Det betyder at Roskilde i skrivende stund har 8 point, mens Stadion lige efter har 7 ! Det var for øvrigt Roskildes første nederlag i denne sæson.

Så glæde og jubel i ECV-hallen hvor der igen var pænt besøg. Men nu kommer der en ufrivillig pause, efter at Mette Frederiksen fredag aften udsendte endnu nogle dekreter i anledning af den forværrede Corona-krise. Så foreløbig de fire næste uger ligger Stadion og de øvrige hold i rækken stille. På netavisen vil vi dog opfordre Stadions tilhængere til at holde sig ajour – ligesom vi selv naturligvis  straks vil meddele, hvis der sker ændringer i den retning.

Men flot, flot af Stadions spillere – lad os håbe gejsten og spilleglæden holder sig intakt trods den lange pause.