Kevin Bechmann Timm satte igen BB i gang og så vandt Brønshøj lokalbraget

Han har virkelig vist sit værd, siden han kom til Brønshøj. I dagens opgør mod Vanløse scorede han sit mål nummer 38 i 76 kampe for de sortgule, og det var hans 7. i denne sæson. Det var også Bechmann Timm, der blev matchwinner tidligere på foråret, da BB vandt 1-0 i Vanløse.

  Kevin Bechmann Timm – igen en god mand for BB

Kampene mod arvefjenderne fra Vanløse er altid intense, og denne var ingen undtagelse. Gæsterne lagde bedst ud, men BB stod godt i forsvaret, og de første 45 minutter sluttede 0-0.

Efter pausen var det hjemmeholdet, som kom bedst ud, og allerede efter 61 minutter headede Kevin Bechmann Timm bolden i kassen til 1-0 under stor jubel. Det var på et fint indlæg fra Jonas Magnussen. En fuldt fortjent føring som blev øget til 2-0 små 10 minutter senere, da Mads Rønne udnyttede et fælt drop fra Vanløses målmand og fik bolden over stregen.

Det var nådestødet, selvom Vanløse kastede alt frem for en reducering, og da dommeren fløjtede af kunne BB’erne juble over den første sejr i fire kampe. Og så lige mod Vanløse, som dermed led sit første nederlag i ni kampe !

Kampen blev overværet af godt 700 tilskuere.

Næste opgave for hvepsene bliver ude mod Skovshoved næste lørdag den 2. november kl. 15.00.