Når man vinder "mesterskaber" som fodboldspiller i en sen alder

Første Københavnsmestre vistnok omkring 2007 – er ikke helt sikker – måske et par år senere.

Man skal endelig ikke tage fejl. Den gejst og det vinderinstinkt man har som ung, det forsvinder ikke, selvom man pludselig bevæger sig op i et tyndere luftlag. Netavisens redaktør kan tale med om det. I en alder over 60 år – lykkedes det undertegnede at vinde tre Københavns mesterskaber på Brønshøjs veteran/masterhold, som hovedsagelig bestod af gamle divisionsspillere.

Og alle tre gange var det en lige stor oplevelse. Nu skal man jo huske på, at de fleste af medspillerne gennem de nævnte år var de samme, som jeg og formanden for anpartsselskabet dengang, John Bengtsson skrev kontrakt med i startfirserne, da jeg havde rollen som manager i BB. Og naturligvis følte jeg da en stolthed over på mine gamle dage at spille på samme hold med de drenge, som godt nok var en hel del yngre. Men prægtige gutter !

Anden gang det lykkedes at vinde Københavns mesterskabet – det var i 2010, mener jeg

Det var i en ret sen alder, 58, at jeg på flere opfordringer endelig kom til at spille hos de sortgule. Mange mente jo, at det var den største selvfølgelighed, når man nu havde været aktiv i klubben siden 1980. Men jeg kom aldrig til at fortryde det. At spille i den smukke trøje kom til at have stor betydning for mig. Før havde jeg jo spillet hos arvefjenderne Vanløse. Det blev til 120 kampe i den stribede trøje – (jeg ved ikke, om jeg har spillet min sidste kamp for klubben endnu), men skulle det være tilfældet, så har jeg i hvert fald haft den smukkeste afslutning på et langt og aktivt fodboldliv på grønsværen.

Og det sidste Københavns mesterskab jeg deltog i. Senere har drengene fulgt succesen op.

Når denne historie når ud til netavisens læsere, så er det simpelthen fordi, disse tre billeder i dag pryder min væg på kontoret. Jeg vil især nævne det øverste billede, som er fra det første Københavns mesterskab. Her ser man blandt andet Morten Svart, som vi jo desværre mistede for 10 år siden. Han var en fantastisk dejlig medspiller, og sammen dannede vi faktisk midteraksen i forsvaret. Jeg savner ham sgu stadig !

Mon ikke de fleste af de andre spillere kan genkendes. Der er flere gengangere på alle tre billeder. Ja ren nostalgi – men for pokker hvor har det været sjovt.

Da jeg havde fornøjelsen at medvirke i Fællessang på TV2 sammen med Johnny Reimar, var jeg stolt over at bære den smukke BB-trøje.

Ak ja – minderne kan man da aldrig ta’ – som Liva Weel synger i Glemmer du, så husker jeg …