Odder var på krogen men fik 23-23 mod Stadion - og det rakte ..

HÅNDBOLD: Uafgjort var desværre ikke tilstrækkeligt for Stadion, da vore lokale håndbolddrenge søndag eftermiddag mødte 1. divisionsholdet Odder i den anden play-off kamp, som blev spillet i EnergiCenter Voldparken Hallen.

Stadion var flyvende og leverede en enestående indsats, (Billedet er fra en tidligere kamp) ..

Men hvis man ellers kan trøste sig med, at man sammenlagt tabte med æren i behold, så er det den formulering, man skal bruge. For hold da op hvor hjemmeholdet viste sig fra alle de bedste sider. Der blev knoklet, man kæmpede for hinanden og blev ved med at holde sig inde i kampen. Hver gang jyderne var foran, kom Stadion igen, og holdet formåede virkelig at presse Odder gennem hele alle 60 minutter.

Men desværre blev én ting afgørende for kampen. Michael Jensen vred om på foden fem minutter før pausen, og måtte humpende forlade banen for resten af kampen. Var det ikke sket, så havde jyderne næppe kunne rejse hjem som fortsat 1. divisionshold. Det stod 9-9 ved pausen, og den propfyldte ECV-hal sydede af spænding og begejstring. Man kan virkelig fastslå, at Stadion bød Odder op til dans, og det var fuldt forståeligt, at jyderne jublede som vilde, da kampen blev fløjtet af. De havde ikke kalkuleret med en så tæt returkamp !

Men dermed er det slut for Stadion efter en fantastisk flot sæson. Nu slikkes sårene et par dage, og så gør man ellers klar til næste sæson, hvor man udelukkende går efter at avancere til 1. division.