Skandale i Husumparken

Fredag aftens kamp i Husumparken mellem hjemmeholdet og KB endte desværre i en ren skandale, hvor en – lad os diplomatisk sige – meget uheldig dommer i den grad havde indflydelse på kampens udfald og endelige resultat. Husum tabte 2-3 til KB, men blev undervejs ramt af fire gule og et rødt kort, og det var helt tydeligt, at den ligevægt en dommer skal have i enhver fodboldkamp var helt væk.

To meget uheldige minutter gav gæsterne en føring på 2-0 efter en god halv time, men det lykkedes for Lasse Syndergaard at reducere før pausen.

Det var især i anden halvleg, det gik helt galt. Det var her dommeren straffede Husum spillerne hårdt med et væld af kort, og KB fik bragt sig foran 3-1. Alligevel fik Rasmus Rosenberg reduceret otte minutter før tid – uden det dog kunne forhindre sæsonens andet nederlag indenfor en uge.

Trist at en dommerpræstation skal have de konsekvenser for et hold, der ellers har gjort det så fortræffeligt i denne sæson. Opfordringer på at klage var det nok af, og det skal blive interessant, om Husum fører det ud i livet. I så fald vil det være fuldt berettiget.