Stadion slog Hjallerup og er nu i oprykningsfinale, men det bliver svært !

Der var stor jubel i en godt besøgt ECV hal mandag eftermiddag, da hjemmeholdet IF Stadion vandt den meget vigtige kamp i oprykningsspillet med 31-23 over Hjallerup efter 16-10 ved pausen. Det skete med en disciplineret  indsats krydret med energi og fight, og ikke på noget tidspunkt i kampen, var der tvivl om udfaldet.

Derfor var glæden og lettelsen også stor, da de to meget unge, men ikke uefne dommere efter 2 x 30 minutter kunne fløjte opgøret af. Det betyder nemlig, at Stadion nu er i en slags oprykningsfinale, idet der kun er en enkelt modstander, man mangler at få ryddet af vejen. Så allerede i næste weekend skal vore lokale håndboldhelte til Odder, hvor hjemmeholdet venter. Og lad os lige indskyde, at Odder er en vanskelig opgave. Det var overraskende for mange, at jyderne endte i nedrykningsspil, simpelthen fordi, de er for gode til det. Så vi må væbne os med håb og tålmodighed.

Stadions opgave er ganske enkel. Vinder Odder både hjemme og ude, så bliver jyderne hængende. Vinder holdene en sejr hver, spilles der en tredje kamp – igen i Odder, og den er så afgørende. Og præsterer Stadion at vinde begge opgør, så er klubben tilbage i 1. division. Hold da op hvor er det spændende !