Tingbjerg Grounds fodboldbane står helt kronraget for tiden

Grundet EM i fodbold næste år, er Tingbjerg Ground for tiden helt kronraget for senere at få lagt et splinternyt græstæppe på.

Det er faktisk et ganske særpræget syn, der møder en, hvis man lige kigger ind på Tingbjerg Ground. Hele græstæppet er væk. Kort sagt hele fodboldbanen er blevet kronraget. Årsagen er den, at netop Tingbjerg Ground kommer til at spille en rolle ved næste års EM i fodbold, hvor der er lagt et par kampe til Danmark. Et af de fremmede hold, der skal spille i Parken, får enten Tingbjerg Ground eller Valby Idrætspark som træningsbane. Det betyder, at Brønshøjs første hjemmekamp mod HIK er lagt til den fredag den 16. august kl. 19.00. Om lørdagen har klubben et arrangement, hvorfor fredagen tages i brug.

Der må indtil da ikke spilles fodbold på Tingbjerg Grounds nye og lækre græstæppe, som DBU og UEFA står for. Men kig godt på billederne – det ser da helt mærkeligt ud, ikke ?

Det skal lige tilføjes, at der ikke kommer rullegræs på banen, men at en almindelig god græsplæne får lov til at vokse op. Det skal nok blive lækkert !!