Spredning af afdødes aske bliver mere og mere udbredt

Indenfor det seneste års tid er det blevet mere og mere udbredt at sprede afdødes aske, i stedet for at lade det komme i en urne, som man så sænker i jorden på en eller anden kirkegård. Efter al sandsynlighed er flere blevet inspireret af det, der skete med Prins Henriks aske, som blev delt på den måde, at halvdelen kom i en urne, der blev nedsat bag Fredensborg slot, mens anden halvdel blev spredt ud over havet.

Det er i de fleste tilfælde i tråd med afdødes eget ønske, men efterkommerne rammes, hvilket først går op for dem bagefter, når det er for sent, og handlingen er udført. For mange vil gerne have et sted, hvor de kan mindes afdøde i forbindelse med højtider som f.eks. jul eller på afdødes fødselsdag.

– Men det er der faktisk råd for nu, fortæller rådgiver Annette Zacho Maarup, Brønshøj Stenhuggeri til netavisen. – Vi har ganske enkelt fremstillet en såkaldt mindeplade i bronze, hvor de efterladte selv kan designe, hvad der skal være på den. Det kan være tekst og evt. tegninger, og vi har faktisk et specielt designprogram i butikken, som man kan benytte. Pladen kan være rund eller firkantet, og der er masser af muligheder. Det betyder meget, at man har et fysisk minde om afdøde, og så kan man selv beslutte, om pladen skal sidde på et træ, en væg eller stå i en reol, bare man har et sted, hvor man kan lægge en blomst eller tænde et lys ved juletid.

De fleste afdøde har som regel bestemt, hvad der skal ske, når de falder bort. Og dem der har valgt enten at få spredt asken eller ønsker at få sat en urne ned i en fællesgrav, har i de fleste tilfælde ønsket det, for at de efterladte ikke skal have nogen ulejlighed med at passe et gravsted.

– Men man skal bare tage højde for, at kirkegårdene har forskellige restriktioner og klausuler i forbindelse med urnegrave, fortsætter Annette Maarup. – Man kan ikke bare komme med en tilfældig gravsten i en eller anden bestemt farve og størrelse. Derfor skal man spørge på kirkegården og tjekke, hvad man må og ikke må. Her kan vi dog være behjælpelige, da vi har en liste over de fleste kirkegårdes regler. Med hensyn til fællesgrave, så havde vi sidste år tre tilfælde, hvor man måtte grave urnen op, da de efterladte havde behov for at sætte dem i en urnegrav, så man havde et fast holdepunkt at besøge. Og der er jo en væsentlig faktor, der spiller ind. På en almindelig fællesgrav kan man hverken lægge blomster eller sætte lys, og der er ingen gravsten. Det er lempeligere på en såkaldt kendt fællesgrav, hvor man godt kan have en sten.

Men uanset hvad, så er vi altid behjælpelige med at finde frem til den bedste løsning for de efterladte, som ofte er meget i vildrede. Det er jo det, vi er her for, slutter Annette Maarup med et lille smil.