Stadion fik god start på et spændende forår

Vore lokale håndboldherrer fra IF Stadion kom godt fra start i årets første divisionsopgør mod Korsør Slagelse Elitehåndbold. I ECV-hallen i Husum vandt hjemmeholdet søndag eftermiddag en sikker sejr på 28-21 og med den ligger de gul/grønne fortsat på den 2. plads, som kan bringe holdet ud i play off kampe, såfremt Køge Håndbold fortsætter deres suveræne færd mod 1. division.

Nej Stadion-spillerne beder ikke en bøn før kampen – billedet er til ære for seneste sponsor Danske Bank i Brønshøj

Kampen søndag eftermiddag startede stærkt for hjemmeholdet, der virkede sikre og veloplagte, hvilket gav en stilling på 11-6. Men så begyndte man at skifte ud, og gæsterne fik halet en smule ind. Dog var stillingen ved pausen 15-11 !

Stadion kom lidt småskidt ud til 2. halvleg, og efter 10 minutter stod det pludselig 16-16. Før kampen havde træner Thomas Schou imidlertid i en tale for klubbens sponsorer, – der var inviteret til en hyggelig håndboldeftermiddag –  gjort opmærksom på, at gæsterne efter al sandsynlighed ville gå ned det sidste kvarter, og det var lige netop, hvad der skete. Stadion skruede op for blusset og kørte simpelthen Korsør Slagelse Håndbold ned med hele 28-21. Dermed forsvarede man også fortet, som fortsat virker uindtageligt !

Allerede på torsdag skal Stadion i ilden igen, denne gang i Taastrup Idræts Haller, hvor man møder TIK. Også her skulle 2 point være mulige. Weekenden efter er der pause, men så er der igen håndbold i ECV-Hallen lørdag den 20. januar kl. 14.30, når Team Sydhavsøerne2 kommer på besøg.