Stadion kørte Team Sydhavsøerne2 over med hele 10 mål !

Det går altså strygende for vore lokale håndboldherrer fra Stadion. Lørdag eftermiddag blev den flotte stime af sejre i 2018 fulgt op med en knusende 33-23 over Team Sydhavsøerne2. Det skete efter en særdeles kontrolleret og overbevisende indsats i ECV-hallen. Stillingen var 17-10 ved pausen, og en overgang i 2. halvleg var hjemmeholdet foran med hele 13 mål. Spillerne sprudler af selvtillid, og selvom der fortsat brændes lidt for meget, så virker de målbevidste og sultne efter at sikre minimum den 2. plads, som giver en ny omgang play-off kampe. Køge Håndbold holder tilsyneladende skansen og bliver meget svære at hente på 1. pladsen.

I torsdags spillede Stadion pokalkamp i Virum mod den falmede storhed, som i dag fører en tilværelse i 3. division, og her blev hjemmeholdet blæst ud af Virum hallen med hele 31-18, hvilket kvalificerede Stadion videre i turneringen.

Næste kamp i divisionsregi bliver på søndag den 28. januar kl. 16.30 i Herlufsholm Idrætscenter i det sydsjællandske mod Næstved/Herlufsholm. En opgave som bestemt ikke må undervurderes, selvom man har gjort rent bord efter årsskiftet.