Stadion spillede årets bedste men tabte til rækkens suveræne tophold FIF

Der var super stemning og mange tilskuere i ECV-hallen søndag eftermiddag, da Stadion tog imod 2. divisions suveræne tophold FIF. Og det de fremmødte tilskuere fik at se, var en fremragende håndboldkamp mellem to gode hold. Desværre for hjemmeholdet vandt gæsterne fra FIF med 23-19, men efter at Stadion havde ført 9-8 ved pausen.

                 

Første halvleg var aldeles fremragende for Stadions vedkommende. Hjemmeholdet førte med 8-4 efter 20 minutters spil, og når man ellers ser, hvor mange mål FIF normalt scorer pr. kamp, så var det meget bemærkelsesværdigt. Og 9-8 efter de første 30 minutter er faktisk ret usædvanligt.

Efter pausen røg Stadion ind i nogle dommerkendelser, som mere eller mindre slog det ellers glimrende spil i stykker. Men man må lade, at der blev kæmpet en vis legemesdel del ud af bukserne. Her skal også bemærkes, at Stadions Michael Jensen havde smidt gipsen en uge før for at være med i topkampen. Og han spillede strålende. Små marginaler afgjorde festen – og altså desværre ikke til Stadions fordel. Men nederlag eller ej – denne kamp må spillerne kunne bruge en hel del fra. FIF er et kanonmandskab, og der er næppe tvivl om, at de vender hurtigt tilbage til næstbedste række. Så på med vanten søndag den 4. november kl. 15.00 i ECV-hallen, når Amager SK kommer på besøg !