Status lige nu på Husums nye klubhus
Husums godfather – formand Johnny Nielsen har bedt netavisen om at offentliggøre den øjeblikkelige status på klubbens kommende nye lokaliteter i Husumparken. Og selvfølgelig får han hermed ordet på Husums Bestyrelses vegne.
Kære alle i Husum Boldklub samt naboer
Først vil Husum Boldklub gerne takke Lokale Og Anlægsfonden (LOA) for deres engagement i Husums nye klubhus, samt bevillingen på 2.5 millioner, som bl.a er med til at give dame/pige omklædning et look som ingen andre klubber har, så kæmpe stort tak til LOA fra Husum Boldklub.
Og Københavns Kommune, skal også have en kæmpe tak for deres engagement i Husum Boldklub, som i den seneste tid, har været en stor medspiller og virkelig været fantastiske, samt tilskuddet på den resterende bevilling, både via Klubhus puljen samt i budget forligene, så også her en kæmpe stor tak til Københavns Kommune fra Husum Boldklub.Husum Boldklub 3
Status på det nye klubhus samt nedrivning af det gamle.
De sidste detaljer skal lige falde på plads og det håber vi sker i løbet af denne og næste uge.
Planen er at entreprenøren går i gang med at rive vores gamle klubhus ned medio oktober 2018, når alle tilladelser er på plads, og at Husum Boldklub får nøglerne til det nye og færdige klubhus 01.06.2019.
Vi arbejder pt. på højtryk for at finde de bedste løsninger med hensyn til tut – omklædning – kampafvikling mv., for hele byggeperioden, som altså er ca. 8 måneder. Vi arbejder med følgende 2 muligheder:
A – Pavilloner. Det vil koste ca. 1 million kroner at få opsat pavilloner, så der kan klædes om, samt være en tut og man kan have sin gang i klubben. Forudsætningen for denne løsning er at vi bliver bevilget disse penge hos de fonde vi har søgt.
B – Husum Skole. Vi klæder om på Husum Skole. Der er ingen samlingsmuligheder eller kantine/tut i perioden. Både hjemme- og udehold orienteres i givet fald om dette og opfordres til at klæde om hjemmefra.
Vores 3 eksisterende containere bliver i Husumparken i byggeperioden, men bliver flyttet, så man stadig kan få adgang til sine materialer.
Der sker ingen ændringer vedr. brug af banerne, så alle planlagte kampe og træningspas gennemføres som normalt.
Det vil være små 8 måneder som er lidt udfordrende, men husk på at resultatet bliver et helt nyt og fantastisk klubhus, så mon ikke det bliver ventetiden værd, og husk vi at alle må tage ansvar og have den positive hat på og hjælpe hinanden i den mellemliggende periode.
Dette er bare lige en kort orientering, så alle ved hvad der arbejdes med, og hvordan tidsplanerne ser ud. Der kommer flere korte updates efterhånden som flere nu uafklarede punkter finder sin løsning. Vi håber derfor I vil respektere at vi arbejder på sagen og at intet bliver overladt til tilfældigheder, men at vi ikke bruger tiden på at besvare jeres spørgsmål undervejs, men orienterer alle, når der er nyt.
Med sportslige hilsner
Bestyrelsen, Husum Boldklub