Tårnfalken – Øjeblikkets Mester - Ugens Fugl i netavisen

Tårnfalken er en lille lynhurtig rovfugl, der kan opleves overalt i det åbne landskab. Den har tilpasset sig den menneskelige aktivitet, der er i agerlandet og yngler også på store bygninger inde i selve byerne.
    tekst: Christian Christensen foto: Christian Christensen og Michael Bendt
Tårnfalken bygger ikke sin rede op fra bunden, som mange andre rovfugle gør. I stedet finder den huler i udgåede træer eller hulrum på gamle bygninger som tårne og kirker. 
Når vi ser den Utterslev mose, er det fordi, det er her den finder sin føde i form af markmus men også småfugle, der sidder på jorden, kan blive falkens bytte. Tårnfalken benytter sig af en helt særlig jagtteknik, der går ud på, at den med svirrende vinger holder sig fuldstændig stille i luften med blikket rettet mod jorden. Når den står stille i luften på den måde, kaldes det at “den muser”. Opdager den en mus i græsset under sig, lader den sig falde tættere og tættere ned mod byttet.
Til sidst – i det helt rigtige øjeblik styrtdykker den ned på byttet for at gribe det med kløerne. Man ser næsten aldrig tårnfalke jage deres bytte rundt i luften, hvilket andre falke gør. Især om vinteren kan den også ses siddende i toppen af et træ, for derfra at spejde efter mus eller småfugle på jorden.
På landsplan er der opsat masser af redekasser især på højspændingsmaster, og de bliver flittigt brugt. Det største problem for antallet at tårnfalke er at skaffe føde nok hele året, og det er derfor vigtigt, at landbruget bliver mere skånsomt, så der bliver bedre plads gnavere og småfugle. Tårnfalken er i toppen af fødekæden og er derfor afhængig af, at dens byttedyr har gode betingelser.
Der er i disse år øget fokus på at få genskabt en bæredygtig udvikling af den samlede danske natur. Hver eneste naturområde tæller, og Utterslev mose yder også sit bidrag både for tårnfalken og mange andre fuglearter. Det er derfor godt med de tiltag, der på vej for at forbedre vandkvaliteten i mosen.